Niels Ulrich Fjordside skriver flot, og bredt, og næsten så bredt at man kan tabe pusten, når man skal igennem mere end 330 sider. 

Man får lejlighed til at følge personerne i bogen så intenst, netop fordi handlingen udspiller sig detaljeret og folder sig grundigt ud over alle siderne.
Man står tilbage med en følelse af at kende personerne grundigt.
Sproget er meget mundret og jordnært og resulterer da også i, at Preben på side 220 får indflettet ordet "bare" i samme sætning to gange - for bare at nævne et eksempel på visse af personernes primitive sprogbrug -, og her rammer forfatteren rigtigt i sin vurdering. Mere estimerede forfattere ville nok have rettet op på sproget, men det her, det fungerer rigtig godt og giver igen personerne en markant profil.
Man kunne nok have ønsket sig en yderligere korrektur bogen igennem, det er i hvert fald første gang, vi hører om at holde hånden i hånd.
Der er masser af bandeord og slangudtryk i bogen, hvilket giver Sidste Sommer et ganske autentisk præg.
Sådan var det også med forfatterens første udgivelse, og her fungerede det også flot.
Er man til en åbent og bramfrit sprog med en handling om unge mennesker, hemmeligheder, skjulte og dystre sandheder, sporløst forsvundne personer, kidnapning, snigende mistænksomhed overfor hverandre, kidnapning, så er bogen her egentlig et ret godt bud.

 

Vi har anmeldt bind nr. 1 i serien her