En skæg form for blanding af prosa, digtning og hverdagsbeskrivelser.
Forfatteren opererer bevidst med en oplagt Tv2-brøler om Ukraines døde lig, hvor man efter TV2-udsendelsen omgående kunne stille spørgsmålet om, hvornår vi har set et levende lig.

En flot og satirisk henvisning til mediernes bommerter. 
Så går han også ombord i eksistensen, da han forestiller sig at gå dybere ind i en mineskakt i de svenske skove, og forfatteren stiller gode spørgsmål undervejs ved at klø sig selv i nakken og fremture, om enhver flugt ikke ender med et fængselsophold.
For os at se rigtig godt set, for flygter man fra sig selv, så falder hammeren før eller siden.
Ligesom han i bogen har syrende kommentarer om Danmark, der topper den elektroniske hitliste, om døden, der kan få 25-timers tidsregistrering til at forekomme som et kærkomment frikvarter, om grænseovergange der er belagt med miner og om piller, der binder sjælekød sammen.

Om bristefærdige hjerter i et fejlramt sporskifte, om dage uden drengedrømme og om, hvordan man som ung i 2022 opdager, at det at være tilstrækkelig er godt nok.

 

Forfatteren har fat i noget godt her. Det ligger et pænt stykke fra anden digtning og prosa, men der er noget sundt i at anskue ting fra skæve vinkler og ikke mindst at videregive det i en form, så man nærmest bliver taget med bukserne nede og må begejstres over, at ord og vendinger kan skrues sammen, så man selv har lyst til at prøve og kan se det vigtige i at se kritisk på tingene.