Naja Alberdi Platz
Cuadrilla
301 sider
Alhambra

Der er rigtig mange temaer i denne vidunderlige roman. Et af dem er det at føle sig splittet mellem to verdener. Det kan være geopolitisk, to lande, og det er det i dette tilfælde. Det andet tema er udlændinge, fremmede, og hvordan andre kulturer opfattes og bliver behandlet i Danmark. Det tredie er, hvordan familier kan gemme på hemmeligheder for hinanden, og hvordan det i sig selv kan udløse ting, der ender i banaliteter og misforståelser, alene på grund af en hemmelighed. Og når den så bliver afsløret, er det ofte for sent.

Det er en dyb og varm fortælling om Amaia på Vesterbro. Den følelsesmæssige afstand til søsteren, der bor i rækkehus med mand og to børn, er enorm.

Hvilket giver os et godt billede af, hvor hovedpersonen står følelsesmæssigt.

Amaia underviser flygtninge, og eftersom hendes identitet fra barndommen har været præget af fremmedgjorthed og rodløshed på grund af manglende sprogkundskaber, ja så forstår hun med det samme udlændinges udfordringer, hvis ikke de kan sproget.

Vi får en fin indsigt i udfordringerne med elever og undervisning, og Amaias dagligdag iøvrigt, og det flyver og farer rundt med dagligdags udfordringer såvel professionelt som i privatlivet.

Under det hele bevæges vi som læsere i samme retning som hovedpersonen, hele tiden på vej, også ind i sig selv, for hvad kan man andet, når identiteter sådan bliver lidt flået fra hinanden. Her er det bare sat på spidsen, men hånden på hjertet -, hvem af os har ikke på et tidspunkt følt os fremmedgjorte i forsamlinger, lande, familier, sociale relationer, venskaber osv. osv.

Sproget er fremragende, detaljerne fyldestgørende, og handlingen kalder på gode karakterer, netop fordi den tager udgangspunkt i fremmedgørelse og samtidig namedropper steder fra Valby Bakke, Frederiksberg Have til San Sebastian -, steder vi kender til, og som man åbenbart alligevel kan føle sig på væsentlig distance af eller i.

En flot fortælling.