Peter Mogensen
Den forreste mand
544 sider
Turbine

Den udstråling forfatteren i diverse sammenhænge har af livsglæde, holdninger, ironi, robusthed og nysgerrighed -, den udstråling og gejst er det lykkedes ham at få ned på papiret - så at sige - og bibringe læseren en fin oplevelse med en sammenhængende og velfunderet spændingsroman.

Ikke et ord om at det er den bedste i serien, for hvornår er noget det bedste, og kan de forskellige udgivelser overhovedet sammenlignes, når hovedpersonen er på en indre rejse, såvel som forfatteren også har været det undervejs i sine holdninger i eksempelvis Spørg Charlie. - Alsidig er man vel!

Men udmærket er bogen, sprogligt nogenlunde fortættet og lækker, indsigtsfuld og lærerig, naturligt nok om det politiske spil, og om hvordan magtens udøvere holder sig selv og hinanden til og fra fadet og udstillet og på plads i i et eldorado af tyktflydende intriger og kampe.

Og ikke mindst hvordan politikere er villige til at agere drastisk og på kant med alting for at klamre sig til magten.

I den nye roman er netop magten ved at glide udenrigsministeren Henrik Foss af hænde. Kampen fra jægersoldatens tidligere slagmarker er nu på vej ind i et nådesløst valgslag, hvor Venstre står til at tabe til Henriks ærkefjende, Oliver Kruuse fra Socialdemokratiet.

For at beholde magten, ser det ud til, at Henrik må til at lege med ilden, og foretage sig nogle handlinger, der ligger hinsides god tone i lov- og partiteksten. Om han brænder sig lidt, tja, det må vel han vel se stort på, det har andre i politik gjort før ham, men tør han brænde sig MEGET og åbenlyst og i ekstrem grad bryde ud af den komfortzone, man i et eller andet omfang vel også har som politiker. Det er jo en ganske anden sag. Og det er her, vi får spændingsmæssige godbidder kastet ned foran os som læsere.

Her er det, at forfatterens egen personlighed kommer i spil. Han brænder tydeligvis for at komme af med nogle ting, han ikke kan komme af med i sit daglige virke og med sin viden om den politiske jargon, Christiansborgs hierarki og udsigt og mangel på samme fra borgens såkaldte Sibirien, hvor de mindre begavede eller mindre heldige, politiske outsidere sidder og forsøger at gøre hoserne grønne hos de egentlige magthavere. Man kommer til at tænke på Peter Ålbæks klassificering af de meget lidt magtfulde personer på Zentropa, småtterne.

Uden at røbe for meget kan vi fortælle, at Henrik Foss i sin iver og desperation bliver taget til fange af ISIS. Spændingen er god nok, Frømandskorpset er brugt som kilde til de mere krigsagtige passager, og vi spørger så ikke mere om, hvad der er reelt, og hvad der er fantasi.

Der er her dog på et fremskredent tidspunkt i bogen en for os uheldig sammenblanding af metode og sprog, idet Foss på et tidspunkt bliver slæbt hen foran tæppet foran den ældre ISIS-leder, som sad tilfreds (hvor ved man dog det fra?, red.) på sin plads, med ryggen mod udgangen. Henrik syntes, der duftede af jasmin eller en slags røgelse af en art (er en slags og en art ikke det samme?, red.) som i en orientalsk takeaway på Nørrebro. Forfatteren leger med tingene her og får Foss til at huske sine små flugtforsøg, fri af ministeriets lænker, når han drev ud på Nørrebro og handlede arabisk mad hos Omar på Sankt Hans Torv. Metaforen her er til at få øje på, mens vi længere henne i teksten så får at vide, at den lille tallerken med små kiks foran ham, fik hans maveregion til at smerte. Til almindelig oplysning kan vi så fortælle, at en kiks på et tæppe selv efter en lang sulteperiode, hvad Foss er ude for, ikke så hurtigt kan aktivere smerte. Behov, javist, men ikke direkte smerte.

Når man ser bort fra sprogblomster og ganske få, researchmæssige betænkeligheder, så føler man sig som læser godt underholdt, og vi mærker forfatterens fortællerglæde. Og når alle er glade, ja så er det jo ren win-win.

Er der en mening udover indpakningen som spændingsroman og en beskrivelse af visse politiker-typer, så skulle det måske være den, at vi alle kunne overveje, hvor langt vi er villige til at gå for at holde fast i det, vi enten synes er nødvendigt, kært eller umuligt og uretfærdigt at give til en anden. Eller hvornår vi bare skal give slip....

Du kan læse anmeldelsen af Peter Mogensens Skyggespillet her.