Mestendels er bogen et view bagud i tiden, hvor forfatteren analyserer på, ærgrer sig over, fortæller om og på forskellige måder forsvarer det, og klapper sig selv på ryggen for r det han gjorde i forbindelse med nogle af Ekstra Bladets kioskbaskere.
Der er spændende momenter i bogen og eksempelvis et godt foto af Lars Løkke i netop det øjeblik, hvor han af Ekstra Bladet bliver præsenteret for de bilag, som bladet vidste, han havde købt ind for hos Zornig på Frederiksberg.
Det er spændende læsning at ihukomme datidens skandaler og forløbet op til dem.
Som bekendt blev tøjsagen et monstrum af en skandale, der fik Lars Løkke helt ud på kanten af ministertaburetten.
Poul Madsen ser da også tilbage på sagen som en af de helt store scoops i hans tid som chef på avisen. 
Vi må da også erkende, at det er mere end spændende at komme ud på kanten af stolen, lidt nervepirrende egentlig, når vi ser, hvilke metoder, der blev anvendt for at tilvejebringe denne historie.
For ikke at tale om Karen Ellemanns skraldespandesag, hvor reportere i nattens mulm og mørke svang en tur forbi Lyngby og tog sækken i Karen Ellemanns skraldespand i forsøget på at afsløre, om hun nu overholdt de klimavenlige tiltag, hun selv påbød befolkningen.

 

Man kan næsten mærke Poul Madsen klappe sig selv på lårene over fryd, da nogle af hans medarbejdere får de gode historier hjem. Det er da ikke hele indholdet. Forfatteren fortæller også hjerteskærende om nogle af de fejltagelser, han har begået i årenes løb. Man kan næsten gennem siderne mærke den skam og den bitterhed, han slås med mod sig selv over, at han som pressemand kom for langt ud.

Så var der sagen om Søren og Eddy, skibsansatte der var blevet taget som gidsler, og hvor Poul Madsen kundgør en særlig stolthed, da han ser banneret med deres navne og billede rulle ned over bladets bygning på Rådhuspladsen. Og så er der også nogle kommentarer om musikanmelderen Thomas Treo, der ikke kan sidestilles med andre, idet han har forvoldt Poul Madsen så mange problemer i sin redaktørtid, at anmelderen lige netop andre steder end et formiddagsblad sandsynligvis var blevet fyret. Ganske enkelt fordi han er så grov. 

 

Tiden omkring Poul Madsens gratis-avis-eventyr bliver heller ikke forbigået. Eller alle de øgenavne, som Ekstra Bladet har fundet på at kalde folk i tidens løb. Det er munter læsning og ikke for sarte sjæle. 

Efter endt læsning sidder man tilbage med en følelse af, at her er en mand, der for det meste har været stolt af sit arbejde, inklusive de fleste af de gadedrengetricks og kække påfund, der har været en del af Ekstra Bladets image i mange år.

Lidt selvransagelse er der, men ikke så meget, så det gør noget. Mest af alt ser Poul Madsen tilbage på tiden som ansvarshavende for den førende formiddagsavis på glubende tilfredshed.