Esvard Hoem
Violinmageren
328 sider
Hovedland

En vidunderlig bog.

Violinmageren -  alias forfatterens tip-tip-oldefar Lars Olsen Hoem - oplever de mest utrolige ting. Han er med i Slaget på Reden i 1801. Og det er ganske vist er bogens ankerfortælling. Men herudover er han krigsfange på et britisk krigsskib i fem år, han lærer af en medfange at bygge violiner, får syv børn, lever delvis af af indtægter fra klipfisk men går ellers "i land" så at sige og trækker sig tilbage til en lille vig i skærgården ved Christiansund, hvor han indtil sin død i 1852, 70 år gammel, bygger violiner. Der i parantes bemærket for manges vedkomende eksisterer den dag i dag. Vel cirka 30 ud af en produktion på 500.

Bogen har en både stor og smuk handling. Om et menneske, der kæmper for det, han har kært, som har et familiært åg at bære rundt på i form af et uafklaret forhold til sin brog, og som samtidig lader sig inspirere af musikkens verden og lader åndeligheden og historien gennem årtusinderne sætte retning for hans færd, der ikke overraskende i bogen bliver til skudsmål over et liv, han såvel slår sig til tåls med men også udtrykker dyb taknemmelighed for.

På et tidspunkt spørger Lars sig selv:

Hvilken slags målestokke skal et menneske egentlig måles med.

Svaret giver han selv i bogen, nemlig at det må tælle på plussiden både i dette liv og det næste, at han var en bondedreng, der var havnet i en afsides kystby, og at han hverken var en stor mester eller rig, men at anerkendelsen voksede gennem spadserturene og bestillinger på violinerne.

Her kommer bogen godt ind over temaet, sammenligning og modellering, og hvornår man opnår tilfredshed og ro med sig selv uden at skulle præstere og uden at skulle ydmyge sig eller forstille sig for at få et navn.

Umiddelbart er der jo langt fra en aktiv krigssoldat til en violinbygger, men måske vi alle har begge dele i os. En aggressiv og forsvarende eksplosion og så en indadvendt og rolig og langmodig håndværker, der ønsker det stille liv med en masse børn. Det universelle fornægter sig ikke.

Vi får masser af smukke anekdoter om musikinstrumenternes klange og måder at italesætte sprog og liv og længsel på gennem instrumenterne. Det er det, der giver bogen en særlig, smuk og ekstra dimension. At den overlader til læserens fantasi og musikalitet at tage imod, hvad tip-tip-oldefar dengang for mange år siden sendte ud: Sprog, liv, kærlighed, krig og visdom kundgjort gennem musik og instrumentering.

En flot, flot udgivelse.