Mikael Strøm Eriksen
SKal vi elske, før vi dør
215 sider
Adi og Lama

Forfatteren fortsætter i det spor, han har betrådt i sin forrige udgivelse, Skal vi knalde, mens vi venter. 
Ditlev er fyldt de 50 og han tænker, som alle vi andre, nogle gange med alt muligt under bæltestedet. Sproget og tonen i den nye udgivelse er fremadskridende og moderne, og det er fint og en mangelvare i mange af de nye udgivelser.
Mikael Strøm Eriksen har overblik over handlingen, som så til genæld går lidt skævt i detataljeorienteringen, hvor eksempelvis Ikea havde husket at komme de nødvendige unbrakonøgler i kassen. Os bekendt kommer unbrakonøgler og skruer fra Ikea altid i en plasticpose og SÅ i en kasse.
På en eller anden måde gør manglen på detaljer ikke noget i en roman, der virker som en historie, der bliver skudt fra hoften, mens man sidder ved siden af en underholdende fortæller.

Vi kommer rundt at rode i Ditlevs trækasserier med parforhold, sex og swiperier som våben og en god fangst i sigte. Sagde nogen teenage-roderi forklædt i en voksen krop.
Den side kender vi jo alle til, omend vi vil være ved det, og vi må erkende, at der ikke er langt til en grinern, når Liv fem sekunder efter, at Ditlevs stive pik slipper ud i fri, til hun sidder og rider på ham.
Knep mig, stønnende hun, ja stavefejlen tager vi med, idet det også her passer ind i hurtigt sprog, våde drømme og teenagesprog. Ligesom teenagere lyver for at klare sig i livet, så lyver Ditlev også. eksempelvis om en ny stilling, han skulle have fået i en ejendomsmæglerkæde.

Mikael beskriver en del af livets tragedier, overspringshandlinger fra det væsentlige, længsel efter kærlighed, børne- og familiekuller, forgæves kærlighed, indestængt vrede over alt muligt og også sorgen over tabet af en forælder. om bolignød, boligkøb og lejemål. Altsammen i en humoristisk, venlig og let tone, som ikke er specielt dybsindig men har en klang over sig af, at det skal nok gå det hele, og det er sundt at kunne tage et sådant budskab med sig fra et forfatterskab.