Antonio Iturbe
Bibliotekaren fra Auschwitz
496 sider
Hr. Ferdinand

Som endnu et ekko af en forfærdelig fortid for nu mange, mange år siden lander den her murstensroman på bordet med et brag, så man både fryder sig og får gåsehud. Man fryder sig over, at mennesker trods alle odds kan overleve helvedes forgård, bl.a. på grund af fællesskab og sammenhold, og man græmmer sig, væmmes og får gåsehud over, at mennesker kan behandle hinanden så frygteligt.
Hvor kommer al den ondskab dog fra.
Romanen skulle være den autentiske historie om Dita Kraus, der af nazisterne med sine forældre føres fra Terezin-ghettoen i Prag til Auschwitz-Birkenau. Her får hun til opgave hendes unge alder til trods at vogte over det hemmelige og dyrebare, lille børnebibliotek, som fangerne har fået opbygget uden vagternes viden.
Men bøger er farlige og forbudte. De får jo mennesker til at tænke.
Og tænke kan man altså godt, selv om det lille bibliotek kun består af et par håndfulde udgivelser, heriblandt Greven af Monte Christo. 

Det var forbundet med dødsstraf at blive set med en bog i hånden. Men Dita Kraus, der iøvrigt lever den dag idag, opdager, hvor stor glæde bøgerne bringer lejrens børn. Og da der nu på grund af nazisternes godhed - sådan ser det i hvert fald ud - bliver oprettet en decideret familielejr, ja så bliver fangerne bare så glade så glade. Det skal de så bestemt ikke blive ved med.

Forfatteren er god, hvis man må bruge det ord, til at beskrive grusomhederne i lejren, og den giver også indsigt i en form for mor/datter-fortielser, som eksisterer i mangt en familie idag:

Dita tror, at hun beskytter sin mor ved ikke at fortælle hende om det, hun laver i Blok 31. Hun ved ikke, at det er lige omvendt: Hendes mor lader som m, at hun er uvidende om Ditas aktiviteter, for at Dita ikke skal bekymre sig om, at hun gør sin mor urolig Hun vil ikke være en byrde for sin datter.

Sagde nogen øverste eller nederste del af rundstykket?

En flot bog der indeholder så meget mere end tragiske beskrivelser fra krigen. Ilterhed, snuhed, tro og længsel efter det gode, godt blandet med psykologiske handlinger til benet; det er bogen fyldt med, og det er noget, vi kan bruge.

Bogen er oprigtig og hjertevarm. Dog fortæller Dita Kraus i forordet, at den delvis udspringer af en forfatters livlige fantasi, så der skal sikkert lægges til og trækkes fra. Men bogen har dybde. Og under alle omstændigheder har vi en dejlig bog i hånden