Laura Imai Messina
Linjen ved verdens kant
250 sider
Grønningen 1

Forfatteren er formidabel til at kombinere end god og sund handling med et indre liv samt et væld af metaforer og universelle sætninger.

Ville han mon nogensinde være i stand til at skelne den personlige kærlighed til en kvinde fra den kærlighed der også omfattede datteren.

Og så var der ilden, som ingen nogensinde havde forestillet sig var stærkere end vandet.

... kraftfuldt gennemtrængt af ånden hos de mennesker der har besøgt haven i årenes løb.... 

Der er steder på jorden, som må sikres en fortsat eksistens, og som rækker ud over os og vores lyst til at besøge dem.

Mange, mange steder i bogen giver det mening at stoppe op og reflektere over det skrevne og det, som det vækker i os.

Derfor giver det ekstra god mening at læse den. Dels fordi det er filosofiske betragtninger på hverdagsplan, skrevet i et dejligt, flydende romansprog.

Bogen tager udgangspunkt i en telefonboks i bjerget Kujira-yama i Japan, som har udsigt over havet, og hvor folk i årevis har ført samtaler med de døde, idet man kan "tale til vinden".

Yuis mor og lille datter dør i tsunamien i 2011, hvorefter hun finder livet meningsløst, indtil hun hører om haven på bjerget og telefonboksen. Så drager hun afsted, idet hun føler, hun mangler at fortælle dem det vigtigste af alt.

En roman der for alvor giver stof  til eftertanke. For hvad man skal selv gøre, når man mister sin elskede og føler, at man ikke har fået fortalt dem, hvad man har på hjerte.

Måske bogen kan give et nyk til at få det gjort, mens tid er.

Bogen handler om uudgrundelig sorg, men også om muligheden for at leve et godt liv, fordi de mennesker, der ikke længere er her, dem bærer vi videre i hjertet.

Udover at have eksistentielle berøringsflader, så er romanen både morsom og romantisk. Sprogligt bliver den presset til det yderste såsom kaskader af bræk, ulækre grødmasse og samme vej som alt lortet. Det skal man kunne tåle midt i romantikken. Men det er jo en del af livet, og på en vis måde er bogen også med til at vise os en cyklus, vi har godt af at blive mindet om.

Og tilgift får vi at vide af en psykoterapeut henholdsvis hvor mange knus pr. dag vi har brug for - for at overleve og for at vokse.