Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Den danske bog om Norge PDF Udskriv Email

Den danske bog om Norge af Kristoffer Flakstad

Kristoffer Flakstad
Den danske bog om Norge
262 sider
Gad

En betragtelig mængde af viden om vort nordiske broderfolk udkommet netop på nationaldagen i Norge, den 17. maj.

De senere år er det blevet betydeligt populært at besøge landet mod nord. Derfor er forfatteren tilskyndet til at lave en historie om det lange land, og som da også indeholder store former for indsigt i såvel historie, kultur, politik og religion, såvel  som mad, søfarere, hekse, kongelige, forfattere, politikere, popstjerner og mange andre, som indgår i historien om Danmarks og Norges fælles fortid - og nutid.

Det er imponerende så meget, der kan være plads til på de relativt få sider. Men det er lykkedes. Og med bogen som solid baggrundsinformation, bliver man godt inspireret til at tage afsted og dvæle ved alle de minder om fortiden og om den historie, Norge er en del af.

Vi begynder for mange, hundrede år siden, ja næsten tusind, og vi bevæger os vildt omkring fra de venezianske købmænd i 1431, da sejlene blev sat i Chania, hvor skibet kom ud af kurs og landede i Norge. Vi kommer over Hans Egedes forsøg på at ville genrejse den norske kultur i Grønland, vi kommer omkring persioden i 1400-tallet, hvor det dansk-norske rige samlede sig åndeligt og økonomisk, vi kommer omkring den sprudlende handel med Hanseforbundet i Bergen, vi kommer omkring det store jordskælv i begyndelsen af 1900-tallet, vi oplever Et Dukkehjem, Hitlers interesse for Norge såvel som meget andet kultur på Blixen- og Sigrid Undset-, Grieg, Hamsun og Sandemose-niveau. Og naturligvis får vi historierne om, hvad der skete, da Norge fandt guld, altså den olie, der har gjort landet umådeligt rigt.

Utøya har sit eget kapitel i bogen, ligesom vi kommer omkring de kongelige, heriblandt prinsessen der ville gå sine egne veje.

En af forfatterens missioner med bogen er tydeligvis at gøre landet mere spiseligt end han mener, vi som danskere gennem historien har anset Norge for: Som en slags lillebror. Det skinner igennem i hans bog, at danskerne i en eller anden udstrækning ofte har set på det norske folk ved at kigge lidt nedad, og at det er en historie, der går langt tilbage. Og som måske i virkeligheden er blevet forstærket af olieforekomsterne, der bliver tillagt held i visses øjne. Hvem ved . . . 

Forsøg på oprejsning eller bare en udvidet rejsehåndbog? Det skal vi lade læserne vurdere. I hvert fald vil vi mene, at bogen indeholder en guldgrube af viden suppleret med finde billeder af såvel naturen som hæderkronede byer samt moderne arkitektur.

Samlet er det en udgivelse, som vi mener giver en overordentlig fin introduktion til Norge. I fortid og nutid.