Svend Brinkmann
Vi er det liv vi lever
216 sider
Politikens Forlag

Det er i hengivelsen og opgivelsen, at kærligheden ligger.

Det fremgår med al tydelighed i Brinkmanns nye bog, der balancerer fint imellem skismaet, at man er sin egen lykkes smed, og at alting er skæbnebestemt og så, at man er i stand til at forvalte sin skæbne med beslutninger, der kan ligge såvel uden for som inden for ens egen formåen.
Han tager ikke abrupt afstand fra nogen af lejrene, selvom fokus ligger på, at vi har en historie bagud, som sætter væsentlige spor i, hvordan vort liv og vort udsyn fremover i livet vil forme sig.

Han bruger meget åndsliv og kendte fortællere og filosoffer til at underbygge sine teser, netop eksempelvis ud i kærlighedslivet.

At blive ledt væk fra sig selv er afgørende for kærligheden: at lade den eller det andet være andet på egne betingelser uden at ville overtage, opsluge, nægte eller gøre det uvirkeligt", Kærlighed er kun mulig, hvis man accepterer realiteten af en verden uden for sig selv og ønsker at knytte sig til den, siger Brinkmann, hvilket også ifølge en af hans kilder, Iris Murdoch, kræver både ærlighed og ydmyghed.

Med andre ord mener Brinkmann at ved at frisætte sig selv og pakke sit ego af vejen vil det være muligt at opleve den kærlighed, som de fleste af os går og drømmer om. 

Den nye bog er skrevet med afsæt i et håndskrevet brev fra en læser, som vi kan kalde Lili. Hun er et godt stykke oppe i halvfemserne. Det er ikke hendes rigtige navn, idet hun gerne vil være anonym, hvilket godt kunne blive svært for de ihærdige med alle de anekdoter og beskrivelser af hendes mand, som bogen er fyldt med.

Men Lili fortæller sin livshistorie til Svend Brinkmann, der møder kvinden et antal gange. Og den livshistorie bliver af den gamle dame så ganske levende beskrevet tilsat Brinkmanns egne psykologiske og filosofiske referencer. Han er rigtig god til at fange temaerne i kvindens forskellige beretninger om forelskelsen i en tysk soldat under krigen, om glæde, sorg, angst, alt hvad der hører et liv til, når man oven i købet har gået i psykoanalyse en menneskealder.

Kvindens livstråd optager Brinkmann, der for læseren så efterfølgende og med kommentarer giver stoffet mening i en grad, så vi kan slappe lidt mere af overfor vor egen tilværelse, som udgøres af alt det, der ikke bare lader sig vælge fra og til. Kontinuitet og forpligtigelse, sammenfletningen med andre skæbner, den måde vi er bundet sammen på, og som skal tages mere højtideligt end bare at tage egne beslutninger om at gå til højre og vensre.

Bogen er ikke altid letlæst, og det skal en sådan heller ikke være. Den gør op med nogle ting, hvor det moderne menneske ofte sætter automatpiloten til at navigere, og hvor det kan være befriende i mere udpræget grad at læne sig op af troen på noget forudbestemt og skæbnelagt. Og skal noget rykke, og skal man ændre sig, så skal det nødvendigvis ind imellem være svært. Og anderledes. Tankesættet skal ind i nye baner.

Et af Brinkmanns store metierer i bogen er, at vi skal satse noget mere på fællesskabet. Have udsyn mod de andre og mere væk fra selvet og egoet. Et andet er, at det ikke kan svare sig at fortryde eller ærgre sig over, at vi valgte det ene frem for det andet. For vi må leve med de valg, vi har taget, vi må så at sige deale med vor skæbne, der med et andet ordsprog ikke er, som vi har det, men som vi tager det.

Det er spændende at læse en beretning om et menneske, der må siges absolut at stå i sit livs efterår. Der er noget erfaring at trække på, og som mandens far altid sagde, så skal man gå uden om rosset. Det giver altid ballade. Så må vi gætte os frem til, hvad rosset er, men er man i tvivl, så kan man jo se indad og begynde at kigge på, hvor man skal begynde med at gøre sig selv lidt mere ren og etisk.

Bogen er fyldt med direkte og indirekte læresætninger.

Og Brinkmann forklarer også, hvad det er for en skæbnetro, han er optaget af og, at det bestemt ikke er den der med, at skomageren skal blive ved sin læst, og at mennesker undertrykkes ved at få at vide, de ikke har megen indflydelse på deres liv, og at det, der er tilbage for dem, er en belønning hinsides.

Og han er fantastisk til at fortælle, at det, der virkelig gør mennesker frit, er, at det interagerer med noget uden for det selv, som det ikke selv har valgt. At skæbne og frihed ikke er modsætninger, men hinandens forudsætninger.

En glimrende bog, som vi godt kan forstå er blandt de øverste på dagens hitlister.