Ashley Audrain
Instinktet
384 sider
Hr. Ferdinand

En psykologisk thriller der er så levende og medrivende, at den næste bog, vi skal igang med, nærmest, er vi bange for, blegner. Vi vil bare tilbage til Ashleys personer. Og hvad der videre sker med dem.

Mødre, moderskab, paranoia, stress. Det er hovedingredienserne, og det er beskrevet, som det, det er: Livet itself.
Bogen går så meget under huden, at man som læser til sidst ikke længere stoler på sig selv og sine egne - instinkter.
Hvilket hurtigt kan gå ud over tilliden til ens dømmekraft - og desværre også tilliden til andre og deres dømmekraft og deres tro på dig.
På den måde kan bogen være en smule farlig at give sig i kast med. Men også væsentlig og vigtig. 
For det er sundt nu og da at få ens indre spændvidder og vanetænkning revet op med rode for at få dem til at lande i sikker forvisning om, at du til syvende og sidst kun har dig selv at stole på, men det har du så til gengæld også, måske endda mere end før.

Bogen er et grumt portræt af en mor, der er sin egen værste fjende. Efter sin datters fødsel havner hun i en depression, og selv om hun har svoret, at hun skal gøre det bedre end egen barndom, så kniber det gevaldigt. 

Blythe vil så gerne give Violet, hendes første barn, masser af kærlighed. Men for det første er det aldrig nemt at blive forældre til den første, for det andet er Violet bestemt ikke noget nemt barn. Blythe har store udfordringer med selvtilliden, føler hun gør alting galt, og bliver på ingen måde bakket op af sin mand, Fox, der synes, at Blythe bilder sig noget ind. Det skal så siges, at Violet også opfører sig anderledes, når de to er sammen.

På et tidspunkt føder Blythe en søn, der kommer til at hedde Sam, og ham går det meget bedre med. Og Violet ser endda ud til at acceptere ham, selv om det bestemt ikke er lige ud af landevejen, at en mors forhold til lillebror ser ud til at gå mere smoothy end til søster.

Debutforfatteren, der har skrevet en bog, som snart bliver filmatiseret, er rigtig god til at karakterbeskrive. Og er god til at fortælle, at på trods af de bedste intentioner, er der ofte nedarvede ting, som går igen i generationer, og at livet af den årsag kan udvikle sig til et mareridt, hvis man er uheldig.

Nogle gange hader man som læser Blythe, andre gange fatter man sympati for hende. De afspejler det totale kaos, som Blythe selv føler, og det er så vanvittig godt beskrevet af forfatteren, at man bliver helt urolig for sig selv.

Bogen er tillige ganske, ganske livagtig i sin fortælling om utroskab og de følelser, den forsmåede bliver efterladt med, når man bliver forladt til fordel for en ny, som man så på det nærmeste får lyst til at stalke - og gør det.

Hvilket igen siger noget om Blythes psykiske sindstilstand.

Romanen er fyldt med sur mælk og kropslugt, pletter af brystvortecreme på sengetøjet, en evig rand af tekoppen på natbordet, mælk der løber til og bryster så hårde som sten og tanken om, at det stikker i dem næste gang, der skal ammes, og ingen forskel på dag og nat og dynger af tøj på vej til vask.

Undervejs i romanen sker der dramatiske og sørgerlige ting, og der sker også det, der for mange af os kan virke ganske genkendeligt; at man vokser fra hinanden, som man nu siger, og begynder at køre et parallelløb. Yderst livagtigt beskrevet. God menneskelig indsigt fra forfatterens side. Nogle gange sker det bare. Nogle gange kommer der en trediepart ind i billedet. Det gør der så her. 

Læs en bog om moderskab, generationer, parforhold og selvopretholdelse; emner der bliver udfoldet på en måde og kommer så tæt på at det nogle steder gør temmelig ondt.