Helle Mogensen
Malmstrøm
320 sider
alpha

To ting springer voldsomt i øjnene, når man har Helle Mogensens to romaner i hånden. Den seneste, Malmstrøm, er netop udkommet som efterfølger til  Havunger.

Helle Mogensen er fantastisk til at få den stemning frem, der driver uhygge, spænding og drama på ensomme steder, på kyster, i mindre byer. Et bud på hendes flair kan være opvæksten i Grønland, nærmere betegnet Nuuk, der omgiver sig med lange, lange strækninger til de nærmeste byger og bygder, hvor kun fantasien kan sætte grænse for den uhygge, de mord og de dramaer der kan skylle frem i takt med de duvende bølgeslag langs kysterne.

Helle Mogensens TOer foregår som ETeren i Vestjylland, hvor psykologen fra den første roman, Anne Lebæk, finder liget af en ung kvinde i sin venindes hjem i Hvertslunds gamle fiskerkvarter. Anne kender kvinden fra sin praksis og vil nu, naturligvis, finde ud af, hvem der haft interesse i hendes død. Det er næsten til at regne ud, at vi nu kommer meget tæt på det lukkede fiskersamfunds dunkle sider, hvor alle tilsyneladende har noget at skjule.
At temaet er rimeligt velkendt, gør dog ikke spændingen mindre. 

Dramaet er gennemtænkt, man bliver godt opslugt af stemningen, efterhånden som bogens sider kaster sig forbi. Og Helle Mogensen har en evne til at fortælle, så man næsten står ved siden af Anne og oplever detaljer i alle afskygninger.

Provisioriske komandocentraler, badehoteller, Østerstrand, et dyrehovede i form af en fedtplet på køleskabslågen, tv-sendevogne, fru Leidersdorffs pensionat med snavsede kældervinduer, mørnede vinduesrammer, en grå og mat lysekrone, en stor hall osv. osv. Altsammen fine ingredienser for at skabe en levende krimi, og det lykkes bestemt for Helle Mogensen.

Når det er sagt, så skal vi da have noget med, der også falder i øjnene og generer læsningen lidt. Det er sproget, der visse steder halter  og ikke er stramt nok, hvilket kan undre, når det er en uddannet journalist, der skriver. Hun forsøgte at skjule sin aftandtagen efter bedste evne. Efter bedste evne når man forsøger at skjule noget. Ja selvfølgelig! Og Anne skar en indvendig grimasse. Hvordan gør man det? Nærværende anmelder har prøvet og prøvet, men at skære en indvendig grimasse må vist være en vending opfundet til lejligheden i forsøget på, at være original. Der var kun en mild brise at føle mod huden. Hmmm, ja hvor skulle man ellers føle den hvis ikke mod huden. Efter få timers søvn var hun vågnet brat og havde ligget og vendt og drejet sig til en indre film, der udspillede sig i sekunderne, hvor hun trak sengetæppet til side og så Betinah. Den sætning er altså helt gal og alt for knirket og forvirrende. Frygten var som en storm, der hvirvlede voldsommere og voldsommere., mens hun langsomt, skridt for skridt, trak sig baglæns væk. Her kunne en gennemskrivning til også have givet bogen en anden sproglig karakter.

Nå, men ingenting er perfekt, og sprogblomsterne til trods, må vi erkende, at man sagtens kan leve med dem, fordi detaljerigdommen og fantasien er sluppet pænt løs i romanen og for så vidt også i den første, der er afbilledet nedenunder. Et par gode bøger selv om en psykolog i den virkelige verden nok vil have sig frabedt begrebet at lede en klient igennem en session. Det er jo ikke psykologen, der er chefen. Man er i en session sammen.

To udmærkede krimier som en begyndelse i en forhåbentlig længere karriere som forfatter.