Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Damaskus PDF Udskriv Email

Damaskus. af Iben Albinus

Iben Albinus
Damaskus
504 sider
Politikens Forlag

Iben Albinus er vist ikke sådan lige at bide skeer med. Som kulturanmelder har hun været noget af en hård negl og skrevet om en Jack Nicholson-film, at alle spiller, som de stod i kviksand til navlen, en film om Grace Kelly kalder hun vaselineindsmurt, mens hun kalder en roman af Lene Kaaberbøl et rædselskabinet for feminister. Noget hård i filten og med måske påtaget - og unødvendigt -, barske ord, når der nu er så mange andre ord til at sige det samme, til instruktører og skuespillere og forfattere, der som Iben selv dybest set lever af at underholde folk og måske endda inspirere til at komme lidt tættere på eget liv eller distancere sig fra det, man har gang i eller forfærdes over det, man selv eller andre oplever.

Med en debutroman ved hun da også, at der nu kunne være en vis risiko for, at karmaloven ville træde alvorligt i kraft, og at hendes egne ord af diverse anmeldere ville blive vendt imod hende. 

Derfor var vi naturligvis spændte på at møde hende på et af forlaget inviteret bloggermøde.

Det blev da heller ikke kedeligt, og det sig at være både imponerende og fyldestgørende.

Iben Albinus er en kvinde, der bestemt ikke spilder tiden og, fremgik det af mødet, har styr på ting og form. Hun har gennem årene bevæget sig meget i såvel medielandskabet herhjemme som i netop Syrien, hvor romanen for en stor del foregår, og været igennem et hav af filmmanuskripter, mens hun også har været ganske involveret i drama og tv-serier.

Deadlines og mødestyring er hun tydeligvis ikke fremmed over for.
Hendes attitude, godt fremadlænet og grænsesættende fornægter sig da heller ikke.
Og slår pænt igennem i hendes debutroman, der er noget af en kleppert, og er man til de lange spændingsromaner, hvor man når at komme tæt på karakterer og miljøer og omgivelser og sidehandlinger og tilbageblik, så er det her et ganske godt bud.

Når vi indleder denne anmeldelse med lidt prosa om forfatteren, er det fordi, det ser ud som om, at Iben har skrevet en mindre eller større del af sig selv ind i romanen. Det skal man passe på med, men er det tilfældet, så fungerer det glimrende her. Og tager vi fejl, så er karakteren Sigrid så livagtig og godt beskrevet, at det KUNNE have været et spejbillede af en nulevende person.

Sigrid, bogens hovedperson, vinterbader, har overskud nok til at vide hvornår hun sidder med en taberhånd og ved, hvornår hun kan takke sig selv for den, hun kender sine dæmoner, som ansat i Amnesty kammer hun over og skælder ud for åben skærm, hun vælger i sin ungdom at skrive opgave om Mellemøstens moderne historie, hun tager afstand fra Starbucks storkommercielle kaffebrands, (ironisk nok bliver Sigrid senere i bogen fundet ved Starbucks i Irak kiggende på flyvemaskiner, dog i en anden tid . . .), hun skal i hvert fald ikke arbejde for nogen storkapital, og hun er enfant terribelsk og rebelsk nok til at blive nysgerrig og tage imod først et visitkort, senere et tilbud om at blive udstationeret i Damaskus. Af alle steder selv om vi er tilbage i 2011, hvor Syrien endnu ikke var så rodet og farefuldt, som det er idag. Men det bliver det hurtigt, idet Det arabiske Forår spirer løs i 2011 . . .Og så er det, at Sigrid for alvor får ørerne i maskinen, som man nu siger, da hun synes, hun må gøre noget for at komme rædslerne fra det syriske regime til livs. . . .  


I bogen bliver Sigrid beskrevet som et menneske med sociale færdigheder, er kreativ, selvstændig, egenrådig, ambitiøs, intelligent og med en stærk samvittighed. En som kan begå sig med høj og lav og en som folk har lyst til at tale med. Som dog bærer rundt på noget skyld og iøvrigt PTSD, og som mener, at løser hun en mission i Syrien for Forsvarets Efterretningstjeneste, når hun nu alligevel er i Damaskus, så kan hun blive fri.
Et spændende, psykologisk drama i sig selv....

Hvad der driver skyldfølelsen hos en ellers vanvittig begavet kvinde som Sigrid, det skal man rundt om kvindens historie for at finde ud af.
Og det er der som antydet rigeligt med sider i bogen til at finde ud af.

Sjældent har vi i en spændingsroman oplevet så fortættet et billede af et menneske, beskrevet af Sigrid selv, hendes tanker, hendes arbejdsgivere, kolleger, familie og venner. Og hvordan disse kvaliteter bliver forvaltet og bliver til hendes Sigrids fordel og slagside.

En spændingsroman skal efter vores mening gerne være bygget op af fremstormende handling, gode dramaer, overraskende plots og helst mere eller mindre gode miljøbeskrivelser på mindst hver anden side.

Alt det er bestemt med i romanen her.

OG

Det rigtigt spændende er ikke så meget det dramatiske. For politik, konflikter på den internationale scene og forhør i fængsler eller det, der ligner, det går der med al respekt en hel masse af på dusinet blandt de årlige bogudgivelser.

Det mere iøjnefaldende og givende og til en vis grad gribende ved bogen er, hvad en kvinde=læs kvinder, OGSÅ begiver sig ud i og med hvilken frygtløshed man efterlader og KUNNE efterlade en tryg tilværelse i Danmark for at udføre en mission, gøre op med rigtigt og forkert, flyve til et helt andet land, indvortes og udvortes, og forsøge at hjælpe, hvor der hjælpes kan. Og hvordan man som menneske vokser med opgaven og undervejs tilegner sig de egenskaber, der nu skal til for at løse den så godt som muligt. I bogen her i et inferno af mistænksomhed, brutalitet og krig.

I krig kan dem der ikke bevæger sig være farligere end dem, der bevæger sig.

Den kan bestemt også bruges i det daglige liv og i omgangen med andre.

Det er sådan nogle ting, Sigrid har lært sig selv og lærer undervejs, alt imens hun scanner omgivelserne for de farer, som gaderne i Syrien indeholder. . . . Og dem er der nogle stykker af i bogen, skulle vi hilse og sige, neglebidende fra det yderste af stolekanten . . .

Der er mange, gode location- og name-droppings i bogen, såsom Abu Ghraib, Thorvaldsens Museum, Saddam Husseins fangekældre, Arafat, Den Internationale Domstol i Haag, Moskva, en BMWx3 og et VVS-LOGO, en lyserød Hello Kitty-telefon, Hotel Cham Palace i Damaskus, en Ugarit-cola, Mukhabarat med de kolde øjne, og meget, meget andet, der gør handling såvel som forfatterens research troværdig. 

Vi følger også et forhør af Sigrid i det frygtede al-Khateeb-fængsel i Damaskus, og som altså staves med to e´er, og ikke kun med et som i bogen, eller også staves det al-Khatib.

Ifølge Iben Albinus selv er det nok tvivlsomt, hvorvidt hun i hvert fald foreløbig igen bliver budt velkommen i Syrien, idet romanen på rigtig mange måder udstiller regimet og de tilstande, der hærger det prøvede land. 

Vi andre kan så være glade for, at vi nu kender et menneske, der har rejst i landet, og som har snuset atmosfære, konflikter og spændinger, glæder og sorger så meget til sig, at vi kan være med som vidner til de uhyrligheder og grusomheder, som foregår i det diktatur der virker så utrolig langt væk, selv om timerne i en flyver derned kan tælles på en hånd.

Og dermed egentlig kommer ret tæt på.

Der er mange lag i bogen.

Så - godt gået!