Henrik Palle
Sene digte
167 sider
Alhambra

Som anmelder skal man altid finde et eller andet. Indrømmet. Vi vil i den sammenhæng med et glimt i øjet f.eks. mene, at folk i Åbyhøj i Århus udpræget vil have sig frabedt, at det i et digt i samlingen her hedder, at Åbyhøj ligger UDENFOR Århus. Og vi kan så synes, det er underligt, og ganske urimeligt, når nu forfatteren sværger til et af sine samtidige musikidoler, C.V. Jørgensen, i sit digt om samme ikke nævner hans nok største, kommercielle hit, Costa del Sol, mens han nævner alle mulige andre.
Men i digte er der ikke noget, der er logisk, ej heller i poesien og tak for det. Så kan vi anmeldere lære, at ikke alting skal være efter bogen, for nu at være lidt vittig, og at der altid skal være plads til at åbne for fantasien, og det er her lyrik, prosa og digte har berettigelsen.
Henrik Palle, journalist, skribent, iagttager, alt godt fra ordhavet, og nu også digter, har nonchalant og tilbagelænet-elegant smidt en digtsamling på gaden, der gør godt.
Det er hans debut, og vi håber, han er ligeglad med, hvordan debuten bliver modtaget.
At bogen er skrevet af indre nødvendighed og ikke af behovet for anerkendelse.
Noget kunne tyde på det.
For nu at tage forsiden:
Et dejligt henslængt fjæs med skæg, sur og vranten,briller og filthat trukket godt ned i panden.
Det kunne tyde på, at han giver mother-fucker i, hvad anmelderen synes. Også selv om anmeldelsen er god. Og det er den her anmeldelse. For digtsamlingen ER god.
Alene det at forfatteren erkender, at han har visse alter egoer i sit sind, såsom f.eks. Jørgen Leth, der har en mening om alt muligt, og som Henrik Palle har en vis evne til at parodiere sprogligt i et af sine digte. Ja, den erkendelse skaber ægthed og ærlighed.
Lad os kigge lidt på digtene.
Her formår Palle at kombinere tingene, blande bolcherne i samme digt, så vi andre kommer ombord i den fælles hukommelse, der rækker vel et halvt hundrede år tilbage. 
Og så til nu hvor vi lever midt i coronatiden, som Palle behandler uden at gøre det fortærsket men diskret nævner at holde af og spritte af, samtidig med, at Woody Allen også er i det digt, og vupti er der bygget bro til kunsten, der ligesom døden er en opslugende del af samfundet, som Love Acutally-filmen der som Fire Bryllupper Og En Begravelse er med i digtsamlingen og satser på at ophøje kærligheden, selv om vi er lammet af frygten og bæven, som Henrik Palle OGSÅ beskriver det; i et og samme digt.
Fornemt.

Så er vi lige pludselig i Helsinge og Tisvilde, både med KRAKS Kort og GPS´er, og så er ringen med et sluttet mellem nutid og fortide, hvor man sad med de der irriterende udprint af kort, og når man så skulle afsted, manglede man det sidste print for at kunne fuldføre ruten. Lettere med en GPS der finder vejen selv, hvis den da ellers lige virker den dag. Moderne tider.

Irma, søerne, Mads Mikkelsen, Østerport Station, Willemosegade er med i digtene, ligesom Mallorca og Gardasøen, luftpostpapir fra skrivebordsskuffen, ligesom Criminal Minds og Fuchs Vinstue og et mindre persongalleri fra Matador.

Kort fortalt er Sene Digte godt nok solgt på at være optegnelser fra København og Omegn. Men bogen er så meget mere end det. 

Den er en reminder til os alle om at lægge mærke til ting, tage dem ind, tygge på dem, smage på dem, leve i nuet så meget at det næsten gør helt ondt. Kun på den måde får vi den optimale tilværelsen. Kun på den måde kan vi komme bare i nærheden af at kunne skrive et enkelt digt som Henrik Palle nu har gjort ved nu at tage at tage den genre i brug.