Suzanne Brøgger
Med egen hånd
252 sider
Gyldendal

Man ved jo aldrig, men om dette skulle blive den sidste udgivelse fra Suzanne Brøggers hånd, så sætter hun et værdigt punktum for et forfatterskab, der har varet i generationer, og som sprogligt og holdningsmæssigt på væsentlige punkter har været med til at formidle forandring.

På enhver side bliver vi væltet bagover og får sådan en mavepuster, at vi glemmer tid og sted og nyder at være i selskab med et orakel, der næsten insisterende kan få os til at glemme netop tid og sted. Og som skaber et rum for os, der ganske vist tager afsæt i dagligdagens og verdens aktualiteter men på en måde, så det bliver hævet langt over det niveau, vi normalt formår at anskue og diskutere aktualiteterne på.

Fra det uforfærdede billedstormeri, hvor drengen bare går hen og flytter en farlig løve i Afrika - læs bare ryk ud og gå op imod det, der kommer i vejen for dig, så det ikke længere er farligt - til Pippi Langstrømpe, der løfter hesten.
Fra Cappocinerkapellet på Roms Via Veneto til Hans Kongelige Højhed, der danser som en dervish.
Fra angsten for IS og al-Hol-lejren med de røde vandtanke til Thit Jensens bestseller fra 1919, Den erotiske Hamster.

Hele vejen igennem er Suzanne Brøgger i stand til at skabe en lomme for os, som pakker os ind i sproglige begavelser og ualmindeligt skarpe iagttagelser ved at lade os læsere kigge bagved de ting, der ser ud til at være noget helt andet, men i virkeligheden er noget helt tredie.
Den evne til at anskue dobbeltheden bliver naturligt stærkere med alderen, at se bagom tingene, men at gøre det tvetydigt og X 3 og ydermere få det på én gang forståeligt og poetisk ned på papiret, det er en bedrift helt ud over det sædvanlige.

Suzanne Brøgger ER jo også mere end sædvanligt. Tilhørende en ganske særlig liga udi kunsten og alligevel boende i en lille landsby på Sjælland. Velsat, alderen begyndende at trykke, og så alligevel afsted med Puk Damsgård til Syrien. Ud for at opleve, snuse, blive nysgerrig, formidle sine tanker, se hvordan verden er, når den er farlig, rykke ved grænser.

Forfatteren tager også et opgør med såvel hendes kritikere gennem årene som staten, som hun godt ved i et vist omfang betaler digtere for at sidde og gruble. Som hun skriver. Her trækker man på smilebåndet. Og det gør man mange, mange steder undervejs, fordi Suzanne er så god til eksempelvis at trække linjer fra tidligere århundreders gabestokke og så til nutidens shitstorm, der kan tage pippet fra enhver, hvis man vågner en morgen og på mobilen opdager, man er havnet i en. 

Og hun vender begrebet middelalderligt fuldstændigt om, så vi med egne øjne kan se, at selv om vi ofte synonomiserer enhver form for restriktion som middelalderlig, så er nutidens livsvilkår lige så stille og umærkeligt netop kommet til at indeholde middelalderlige træk.

Mennesker der arbejder under usikre vilkår, uden fastansættelser -; ridderens tilværelse er ordnet og underlagt regler, mens slaverne når som helst kan risikere at blive sendt et nyt sted hen. Ganske komisk og samtidig dybt fascinerende og lærerigt med en sådan iagttagelse.

Suste Bonnéns bryllup er et andet af essayerne, og den får alt, hvad den kan tygge af barokke situationer, vendinger, humor og galskab. Og som læser må vi forbløffes igen over det udsyn og den visdom om parforholdet og menneskets natur, vi udmærket var klar over, Suzanne Brøgger besidder. Og nu kan vi så bare på samtlige sider konstatere, at visdommen og magien stadig flammer.