Den menneskelige tilværelse i litteraturens perspektiv Udskriv

Den menneskelige tilværelse i litteraturens perspektiv. Et bidrag til den anvendte filosofi

Mogens Pahuus
Den menneskelige tilværelse i litteraturens perspektiv
200 sider
Aalborg Universitetsforlag

Mogens Pahuus er denne gang nedkommet med en bog, der tager os med på rejse gennem forfatterskaber som Thøger Larsen, Jacob Paludan, Charles Dickens, Herman Bang og Johannes V. Jensen.

Knausgård, Sallinger og Tolstoj er også med i forsøget på at danne indblikket i og perspektivet på, hvordan menneskelig adfærd og karaktertræk får tekster og udgivelser til at bevæge sig.

Pahuus kommer noget omkring og bevæger sig også ind på psykologiens område, hvor vi i et tilfældigt nedslag opdager, at han kalder overraskelse og forbavselse for følelser. Den er lige til dumpekarakter på et psykologistudie, skulle vi så hilse og sige, idet en overraskelse er en reaktion på noget, ligesom forbavselse er en adfærd. De har ikke mere med følelser at gøre end, at de stammer fra grundfølelser som alt andet.

Bogen er velskrevet, og der er gennemgang af klassiske værker og forfattere, der på sin vis ligger til grund for meget af den nyere litteratur. Vi synes så, det er ærgerligt, at Pahuus beskæftiger sig så meget med fortidens litteratur, når der er rigeligt med forfattere til at sætte standarden idag.

Ellers kommer forfatteren meget ind på, hvilken form for litteratur og hvilke virkemidler heri, der, som han siger, stemmer os til munterhed, og hvorfor han mener, at magtudøvelse hører samlivet til, og hvordan man lærer ydmyghed ved at opdage begrænsningerne i sig selv.

Sammenhængen i bogen er god nok, og der er mange fine ting til overvejelse. Bogen er dog meget tung, er for feinschmeckere, og det kan virke, som om den hører en anden tid til. Scenen er sat for folk, der vil på en dybere opdagelse i filosofien og meningen med de enkelte passager i mange store værker. Men hvorfor ikke tage noget mere med fra nutiden, når nu bogens titel bl.a. er litteraturens perspektiv.