Katrine Marie Guldager
Det samme og noget helt andet
454 sider
Politikens Forlag

Katrine Marie Guldager har skrevet en indholdsmæssigt formidabel og sprogligt blændende fortælling om livet, når det hele tiden har været vanskeligt, men når det lige pludselig giver mening at erfare det og være i stand til at sætte ord på det og deale med det.

Bogens form er roman, og forfatteren giver i forordet et bud på, at den er 50 procent fiktion, 50 procent roman. Og så måske alligevel ikke.
Helt klog på det bliver man aldrig. Og det er klogt.

For det giver bogen et skær af mystik og strejf af magi. Som alternativ til de senere års meget ens, forudsigelige og navlepillende bøger, hvor den ene kendte efter den anden afslører en grum fortid, der efter sigende skulle have gjort store indhug i evnen til at leve livet fuldt ud. Osv. osv.

Katrine Marie Guldager pirrer og piller ved læserens fantasi. Fortæller om en menneskeskæbne, hendes egen, og favner dermed helt sikkert mange, mange kvinder, som føler sig fremmedgjort i egen krop og egen familie.

Og det er ikke bare kvinderne, der kan være med. Opsætningen i bogen er universel, og der er også bud til mandlige læsere. Derved tegner hun et holistisk billede af et menneske, der kommer på kant med sit indre, og som bliver nødt til at gøre op med det og de i hendes nære relationer, som aktiverer den indre ubalance.

Hun gør det humoristisk. Hun evner at holde distancen til sig selv, sådan på en lækker, nå wa faen måde.
Og hun bliver på jorden sammen med læseren, som hun tager med helt ind i psykoanalysens venteværelse og på briksen.

Uden at hun helt nøjagtigt ved, hvad psykoanalyse er, eller læseren nøjagtigt finder ud af det. Men det lyder spændende. Man bliver grebet. Får gennem forfatterens beskrivelse næsten lyst til selv at prøve.

Det eneste jeg ved er, at jeg skal komme fire gange om ugen og associere frit, og det gør jeg. Alligevel undrer det mig hurtigt, at min analytiker ikke siger så meget, ikke gør så meget, men åbenbart er det helt efter planen, jeg er igang med at lave en overføring. I kraft af en overføring, jeg laver på hende, er jeg i gang med at tegne et billede af mine nære relationer. . . . 

...... Ikke sjældent vifter jeg hende om ørerne med noget af alt det, jeg lige har lært på Forfatterskolen, for hun skal ikke tro, hun er noget, og hun skal heller ikke tro, at jeg ikke kan klare mig uden hende.

Gisp tænker man som læser, må man have lov at bruge humor hos en psykoanalytiker, som man ovenikøbet må have lov at vifte om ørerne med ens egne fortræffeligheder. Det må vi da også prøve.

Forfatteren er god til at udlevere sig selv. Men på et højere niveau, så at sige. Gennem linjerne mærker vi hendes kærlighed til livet, selv om det ofte syntes at have været uendelig svært, og som sagt fejler humoren ikke noget. I selv de mest barokke situationer får vi et twist af lune eller ligefrem galgenhumor. Måske en måde at overleve på. Måske noget tillært. Vi ved det ikke. Men forfatteren besidder i hvert fald viljen og evnen til at få læseren med, så vi er der 100 procent, og hvor vi samtidig får lov til at bruge vores egen fantasi og evne til refleksion. 

Vi er også med, da Katrine Marie tager opgøret med sin familie. Opgør behøver ikke være voldsomme, smækken med døre, store og fortrydelige ord og uigenkaldelige udsagn. Opgør kan sagtens betyde opgør indeni, at hjertet begynder at banke i en anden retning end tidligere, at en ny erkendelse dukker op indefra, og som giver livet nyt perspektiv.

Derfor kan man godt efter behov og ad hoc deltage i familiesammenkomster og have lov til ud fra ens nye erkendelse af sin anderledeshed og nyt udgangspunkt at møde verden og de tidligere dybe, troede man da, relationer med de nye forbehold. Det er noget af det, forfatteren kommer igennem med i bogen. Det er noget af det, der får os som læsere til virkelig at overveje, hvor vi selv står, hvad vi skal vælge til og fra, og hvilken sti vi skal gå af fra nu af. Måske bare stille og roligt.

Vi kommer vidt omkring. Fra mormors absolut pæne og småborgerlige fødselsdag i Hellerup, hvor Katrine Marie møder en fætter, der altid spørger om, hvad hun skriver på nu. Og som læser er man ved at falde ned af stolen, da vi læser, at hun jo tidligere har forsøgt at forklare ham, at man jo heller ikke sprætter en gravid kvindes mave op for at se, hvordan det går med fosteret. . . . 

Vi kommer også til Sverige, til Malaga, til faster i Hellebæk, vi kommer omkring Katrine Maries forberedelser til 11. september, nej ikke DEN 11. september, men kupdagen i Chile, hvor Salvador Allende bliver slået ihjel. Det var, da forfatteren var ung og flyttede til Østerbro i en 2CV, det var dengang, verden var en anden også indeni Katrine Marie, og på den måde får hun spundet en fin linje fra fortidens oplevelser til nutidens realisme.

Der bl.a. handler om det, hun i sin tid mødte op med på Forfatterskolen, trangen til at bruge skriveriet som en slags revolution, et oprør der kommer indefra, fra selve sproget. 

Et sted i bogen berører forfatteren begrebet magisk realisme og får læseren hvirvlet ind i det gys og tag, som denne spændende form for litteratur har fået  i hende bl.a. gennem rejserne til Afrika, Cuba og Mellemamerika.

Med den stemme, hun har i bogen, nærmer vi os en gren af den klassiske litteratur, som vil kunne danne skole for kommende generationer af skrivende, og som netop har store træk og elementer af den lune, forfærdelse og visdom, som magisk realisme har.