Peter Qvist
Pletfri
196 sider
Brændpunkt

Man skal læse bogen med afsæt i det, den lægger op til; nemlig det moderne samfunds syn på ældre mennesker og de marginaliserede individer. 

Har man sig det for øje, får man meget ud af bogen, der så kan bruges som inspiration og tankevækker.

Knud sidder et øjeblik med kroppen ludende fremover og et tomt blik i øjnene

Mogenkaffen indtages i et langsommeligt tempo, mens kroppen langsomt vågner op

Men jeg ved ikke, om jeg kan sove

Han trisser forsigtigt hen mod lænestolen

Birger havde det svært med bogstaverne i skolen

Han havde således kun dårlige i bedste fald grumsede minder fra skoletiden

Så var det han på et af værtshusene fik øje på Heidi

Hverken Birger eller Heidi var specielt udadvendte

Efter tre måneder flyttede Birger fra sit lille loftshummer ind i Heidis to-værelses

Tallene i salgsopstillingen, for de så ud til at forvirre ham

Faren betegnede sig selv som socialist og hakkede jævnligt på "kapitalister" og "ågerkarle"

Manden er ikke særlig høj, men godt i stand, rundkindet og rødmosset

De skal være bedre end det billige skidt, han fik sidste år  

Han drikker alligevel oftest Nescaffe, det er nemmere 

Bare en linje eller to, et udsagn eller to, så ved vi omgående, hvilket miljø, vi er havnet i. Det er flot af forfatteren. 

Der er noget lækkert socialt og godt gennemtænkt ved romanen her. Går man ombord i den, så får man indtryk af, at Peter Quist har bredt kendskab til de stille miljøer, folks måde at tænke på, og hvem de tiltrækker og omgås. Og som lægeuddannet ved han naturligvis også, hvilke symptomer romanens Knud har, da han sætter sig ud på sin fliseterrasse og med sortnen for øjnene styrter mod jorden.

Handlingen i bogen er tæt og kompakt og koncentrerer sig meget om de små ting i livet, om menneskers tristesse, om det, der optager dem i det daglige. Indkøb, kaffedrikning, drømmen om en motorcykel, parkeringer, fiskeri. Bogen er rart selskab, for vi er i det nære. Det der betyder noget for de små trivsler. Og de små mennesker, som man siger "the little people", som det kaldes, folk der lige akkurat overlever. Men ikke har de store muligheder for at ændre på tilværelsen.

Som læser kan man lade sig inspirere til enten at flytte sig lidt i livet eller bekræfte sig i, at det hele såmænd er godt nok.

Frit valg. Godt sprog og konsekvent og gennemført i handlingens forløb.