Pia Brixved
Den skaldede kok
184 sider
Muusmann

En rørende, hjertebevægende og vedkommende skildring af et menneske, der inderst vil det bedste, vil forfølge sine drømme, som har så svært ved det, får nogle gevaldige nedture undervejs i livet. Og som så kommer ud på den anden side og hudløst ærligt fortæller, så vi andre kan lære noget af det:

Hvad er det, der lurer latent bag facaden af tragedier hos succesrige mennesker. Hvor let er det at gå fra succes til fiasko. Hvor lidt skal der til, før brødnid og jantelov driver et menneske helt til tilværelsens kant. Hvordan rejser man sig, når man har været igennem hele systemet på bunden af samfundet, og gør man det nogensinde.

Bitterhed ligger ikke til Carsten Olsen, alias Den skaldede Kok.  Men da madanmelderen Søren Frank fra Berlingske Tidende i den grad giver ham en bredside og på den måde er med til at vælte hans restaurant Perlen i Tivoli, så er det svært ikke at føle evig vrede mod mand og medie. Vi får som læsere et ganske fint indtryk af, hvor umulig en kamp, det må være, at stå op mod netop medier og parnas, når en del af kritikken synes forfejlet og meget personlig. Og at den eneste trøst nu ligger et stykke fra den fagligt forfinede kunnen i madlavning, som Den skaldede Kok kunne til fingerspidserne; nemlig efter finanskrise og brand i køkkenet i Tivoli og mangel på støtte fra Tivolis direktør: Alkohol, hjerteproblemer, trafikuheld, kontanthjælp, indlæggelse på psykiatrisk og et dårligt parforhold. Plus en række andre ting man kan læse om i bogen.

Bogen lanceres som en levnedsbeskrivelse uden filter. Og det, skal vi da lige love for, er rigtigt.

Vi får det hele med. Det er modigt at hovedpersonen selv, og det er klar tale og samtidig fint nuanceret nedfældet på papiret af Pia Brixved.

Som Den Skaldede Kok endda havde afvist tidligere, idet han ikke mente, at en biografi om ham gav nogen mening.

Men det gør den, og her kan vi se, hvad en dygtig skribent kan gøre, når det rigtige materiale kommer ind ad døren.

Vi får mellem læsningen om tragedierne i kokkens liv også at vide, at han er royalist og synes, at vores dronning gør det godt, og at han engang lavede mad for regentparret på Orø Kro. At han i sin tid for at gå imod strømmen gik i Puma-mærker i stedet for det mere hippede Adidas, at han har været Tivoli-gardist ligesom sin far, at han har tatoveringer og tingeltangel med skeletter på, fordi livet er til låns, at han forresten har en tatovering af Johnny Cash på ryggen, at han har lagt en hjemmeværnsmand ned ved at trække dennes parkeringsvagt-vest ned over hovedet på ham, at hans koner gennem livet har numre, at han sværgede til Faxes Fadøl, og at han har haft sumpskildpadder, som "lød" navnene Walter og Boris Krat Nielsen, opkaldt efter hans onkel og dansklærer på Christianshavn.

Vi får et klart billede af et menneske, der er drevet af sine passioner, som inkluderer alt lige fra desrespekt for magt og opblæste autoriteter, fejlagtige beslutninger i troen på folk og så kærligheden til mad, musik - og masser af kvinder. Det skal også lige med. For der har været mange. Rigtigt mange, også som i den grad har følt sig svigtet, hvilket kokken naturligt nok har haft det meget skidt med.

Bogen er fyldt med illustrationer og sigende billeder af et hårdt liv, må vi sige efter endt læsning, b.la. fra kokkens USA-tur i 2013 med Tamra Rosanes og Morten Wittrock. Men som læser får vi klart billede af, at selv om man på overfladen kan virke hård, brutal og ligeglad, så er der mere hjerteblod i alting, end man sådan lige regner med.