Jeanine Cummins
Jordens salt
480 sider
Alpha 

Lydia bor i den tidligere så fashionable, mexicanske stillehavsby, Acapulco, med sin mand og sit barn. Hun ejer en boghandel og får næsten hver dag besøg af den charmerende Javier, der ynder at købe bøger og indgå i diskussioner om litteratur og sådan lidt af hvert.
Nu er det sådan, at Javier også er leder af et narkokartel, og at Lydias mand, Sebastián, er ved at skrive en artikel om ham. Og da artiklen offentliggøres, bryder helvede løs, og hele Lydias familie bliver udraderet, og Lydia selv, der mirakuløst overlever med sin søn, må med denne flygte over hals og hovede nordpå mod den amerikanske grænse.

Da bogen udkom, var den i USA næsten genstand for samme virak som bogens handling afstedkommer. Læserne delte sig i to lejre og besluttede sig for, at den enten var fantastisk eller enøjet og plat, ja nærmest racistisk.

På disse breddegrader går det nok lidt mere an at give sig i kast med den uden at have alt for mange følelser impliceret. Og er man vild med indsigt i  Mexico og få ord ind ad døren som la migra, los agentos, hermanos migrantos, gracias a dios, la Casa, puta, jóvenes, estadounidenses og por dios, og være på togt i Acapulco og den stemning, der hersker her, så kan man fint dyrke bogen. Hvis man vil have et lidt mere nuanceret billede af kompleksiteten i migranters situation f.eks. contra USA, så skal man have fat i en anden form for litteratur.

På mange, andre områder er bogen dog indsigtsfuld og absolut læseværdig.

F.eks. skal forfatteren have stor ros for at sætte spot på meningsforskelle i et ægteskab; her i bogen udmøntet mellem Lydia, der betragter Javier som en ven, og Sebastián, der ser ham som en gangster. To ægtefæller kan sagtens gå hen og blive hinandens fjender. Med hver sine passionerede holdninger til ting, der sker i omverdenen.

Sådan noget er flot beskrevet. Ligesom der er rigtigt mange, rørende passagerer, som sammen med en godt opbygget spænding og beskrivelse af  steder  som byen San Miguel de Allende,  gør læsningen til en ganske fin oplevelse. Vi kommer på direkte togt rundt om i byen og får næsten oplevelsen at stå på Plaza Principal i  centrum og lytte til tre mariachiorkestre i konkurrerende farver som orange, hvid og dueblå.

Forfatteren er rigtig god til at beskrive miljø og detaljer. Flot flot.

Udover det bliver vi også præsenteret for en række af de ydmygelser, man må igennem, når man som flygtende bliver undersøgt af myndighederne. Man gør sig som læser de overvejelser, om det virkeligt stadig fungerer sådan. Det gør det i hvert fald i bogen, og det gør den visse steder ret så bevægende.