Hanne Sindbæk
Seier - et roadtrip
296 sider
Politikens Forlag

Vi kommer rigtig vidt omkring i Hanne Sindbæks portræt af og samtalebog med Lars Seier. Man må sige, at de to udgør et stærkt makkerpar i biografigenren. Hanne er god til at stille umiddelbare og åbne spørgsmål kombineret med en spontan (måske endda påtaget naivistisk) stil i sin tilgang, der gør, at hun får Seier åbnet op i langt højere grad, end vi er vant til af en finansmand. Der ikke bare er en finansmand, men som er ultrarig. Pengemand, kapitalist, blærerøv, man kan kalde ham, hvad man vil, efter at have læst denne bog får man indtryk af en mand, der godt nok har levet på livets solside, men som idag ikke er specielt meget mere lykkeligere, end dengang, han ingenting havde. Han har blot skabt nogle værdier, som han har skilt sig af med, og nu handler han med store værdier, og prøver lidt i øst og lidt i vest, nøjagtig som de meget forskellige interesser, han prøver eller vil prøve af: Meditation, klaverspil, modeljernbane, musik med guldmønter . . .  .


Det er befriende og ganske sigende, og lærerigt at opleve, at når man er født i den jyske muld i en landsby ved Viborg og opdraget af sin far i de første, mange år, så har man altså stadig fødderne solidt plantet på jorden. Og selv om man er ultra-rig, så har man meninger om alt muligt, der muligvis ikke tilgodeser den fattigste del af befolkningen. Men som alligevel repræsenterer en respekt for forskellighederne og en argumenteren for det samfundssyn, han nu mener er det bedste. Og en distance til og ikke mindst en holdning til det bedste-borgerskab, læs også wannabees, som han bestemt ikke har ønsket at være en del af, og som på Hanne Sindbæks direkte spørgsmål giver ham anledning til at konkludere, at mennesker, der ikke behandler andre godt, næppe har en chance for at nå helt til tops.

Roadtrip hedder bogen, fordi vi er på roadtrip i Seiers holdninger og fortid, og det bringer os geografisk til mange af de steder, hvor han har bevæget sig - og stadig gør, og som har påvirket ham og nok på mange måder har gjort ham til den, han er idag. Løgstrup, London, København, Benalmadena Pueblo, Torremolinos, hvor forfatteren iøvrigt slet ikke kan finde byens sjæl. Og hvor forfatter og Seier et andet sted ved stranden møder Morten Wagner, datingkongen, som bor i Marbella, og som har fælles interesser med Seier -; de er ikke bare rige, men de ser også gerne at de tjente penge kommer ud at arbejde.

Vi kommer også en tur til Berlin, hvor Seier og hans partner i begyndelsen af halvfemserne efter sammenbrud i finanssystemet ville gribe de muligheder, der var, og naturligvis kommer vi også til hjembyen Schwarzenbach i Schweiz,  hvor der er rigeligt med plads - bl.a. til 13 biler; ikke fordi Seier kører særlig meget i nogen af dem. Nogle har han kun kørt fire gange i. Han har dem stadig, men mest fordi han ikke, siger han, orker alt det besvær, der skal til for at få dem solgt for 30.000 stykket.

Det lyder jo umiddelbart lidt arrogant med sådan en holdning. Men læser man det i den rette kontekst og forstår, hvor store summer, Lars Seier arbejder med hver eneste dag, så kan man godt sætte sig ind i, hvad småpenge er for ham, og at tiden er mere kostbar.

Vi får mange sjove ting at vide i bogen. At han engang har købt en lejlighed på Frederiksberg af Lotte Heise. At mange af de stenrige i verden først er begyndt på deres livsværker, når de var i halvtredserne og tresserne. At Seier stresset og med tilsidesættelse af en god champagne lige akkurat nåede de sidste to minutter af en Arsenal-finale på sin bryllupsrejse. At Seier ikke er medlem af nogle af de fine klubber, fordi han har det ligesom Groucho Marx -; at han ikke ville være medlem af en klub, der ville acceptere ham som medlem.....

Vi får også at vide, at Seier elsker sushi, at han mødte sin Yvonne på Valentinsdag den 14. februar 1991 -; under lidet romantiske omstændigheder. Så langt så godt.

Når man får nok af, hvad Seier har bedrevet mellem år og dag, så har bogen betydelig vægt og værdi, hvis man vil forsøge at indfange den særlige duft af rigdom, man har opnået med ens egne bare næver. Måske med en lille pension i baghånden og en arv fra farmand, men ubetydelig i den store sammenhæng.

Så kan man næsten, uanset hvilke holdninger, man måtte have til Sejr, med de rigtige læsebriller på, ikke andet end at tage hatten af for en mand, der har skabt sig selv og det omdømme, som han i store træk ryster af sig, bare ikke når de kommer alt for tæt og usandt på og henviser bl.a. til Søren Pind, der, mener han, uretfærdigt i sin bog, Frie Ord, skrev, at Seier havde tilbudt en politiker penge for at starte et nyt parti.

Sådan noget har Seier svært ved at tilgive, ligesom han ikke kan tilgive en af datidens store journalister, som Seier kalder ham, Jens Olav Jersild, at han for historiens skyld hængte et af Seiers tidlige firmaer ud, så de mistede et enormt kundegrundlag. Jens Olav Jersild havde endda den frimodighed at ringe mange år senere for at få Seier til at medvirke i et nyt program. Det sagde han så pænt nej tak til, ligesom han har sagt pænt nej tak til alt muligt andet og i store træk kun gået efter, hvor hans interesser var, og hvor han kunne se mulighederne åbne sig.

Det kan du som læser få meget mere at vide om i en bog, der både er læseværdig, hyggelig og gemytlig, som makkerparret Sinding/Seier bevæger sig rundt på gader og stræder fra f.eks Holte ved Furesøen, så til Zürich og til Bulowsvej i København. Og så kommer vi endda også en tur på pubben The Anchor i London; byens eller måske endda Storbritaniens ældste pub, hvor nærværende anmelder også har slået sine folder nogle gange.

På den måde er der en del spændende lokaliteter i bogen, man kan nikke genkendende til, som mange danskere har besøgt, og det giver samtalebogen her, roadtrippet, et ekstra skær af troværdighed og menneskelighed.