Johannes Andersen
Nå, og hvad får du så tiden til at gå med
174 sider
Hovedland

Et af de for samfundet og generationerne skræmmende eksempler på diskrimination finder vi i bogen her. Forfatteren her udgav i 2019 en CD med 10 sange - produceret af af bl.a. Gæst Vincent, der bl.a. har produceret Allan Olsen. Så Johannes Andersen mente, at han var i gode hænder produktionsmæssigt, hvad han utvivlsomt også var. Vi har ikke hørt CD´en. Men fordi vi også tidligere har anmeldt musik, og fordi vi synes, det hele er en mægtig god historie, viser vi coveret her. Også som et af eksemplerne på, hvad virksomme ældre får tiden til at gå med - med direkte reference til bogens glimrende titel - og forsideillustration.

Det fik Johannes Andersen altså tiden til at gå med; og håbede sikkert, at musikken kunne komme godt i vej med bare lidt omtale og anmeldelse på et af de store musiktidsskrifter herhjemme, Gaffa.
Han skulle blive klogere.
Hele historien får vi i bogen her.
P5 spillede numre fra albummet, og de lavede også et interview med Johannes Andersen.
Gaffa derimod. Hmmmm . . . 

Efter forgæves at have ledt efter en anmeldelse i både den trykte som den digitale udgave kontaktede Johannes en af de ansvarlige på Gaffas redaktion for at høre, om skiven var nået frem uden at ramme hverken nogen eller noget.
Svaret må kunne få enhver ligestillingsminister og andre godtfolk op af stolen.
Svaret var, at man på Gaffa havde forholdt sig til skiven, og derefter var det ramlet ind i den begrænsning, at musikeren var for gammel.
Vi tager den lige igen. I sin fulde længde.

Svaret fra Gaffa, som er citeret i bogen lyder sådan:
Jeg tror desværre, det bliver et fald - absolut ikke på pga. kvalitet, for jeg synes, det er et fint album, men vores chefredaktør har bedt mig anlægge en lidt yngre linje i det, vi anmelder - medmindre det er regulære ikoner.
Samme skæbne var iøvrigt overgået Anne Dorthe Michelsen.
Hold da op. Nok det eneste blad herhjemme, der med bogstaver anmelder nyudkommen musik fravælger bevidst musikere over en vis alder, fordi kunstneren - er for gammel.
Det ville svare til, at vi på www.bogsyn.dk censurerede i nok så fine romaner og biografier, hvis vi havde at gøre med en forfatter på, lad os sige over 50.
Det ville en del nok synes var lidt ærgerligt, ikke mindst os selv, idet vi så ville gå glip af mangfoldigheden og erfaringen og inspirationen ved kritisk at gennemgå og læse bøger fra folk med år på bagen.
Johannes Andersen har sikkert være godt oppe at køre over Gaffas for os at se hovedrystende forklaring. I bogen her vælger han at fabulere over, hvad diskrimination er for en størrelse og når så frem til, at det først og fremmest er noget, der sker i ens hovede.

Og at mangfoldigheden udfoldes i en social kontekst.

Eksemplet foroven fremmer til en vis grad forståelsen for det skisma, at man som ældre har ufatteligt meget at tilbyde resten af samfundet, men at man måske står foran at skulle overbevise sig selv og dette samfund om, at det har man altså. Netop fordi man har levet et liv, som mange andre ikke har. Alene i kraft af alder.

Bogen forsøger at hylde de aktive ældres virke og samvirke, deres energi og nussen og pussen rundt, som forfatteren skriver, og er med til at holde gang i samfundets kulturelle og sociale aktiviteter, som mange andre ikke har det nødvendige overskud til at holde gang i, fordi de er optaget af arbejdets spændende udfordringer.
Nok en påstand der kan diskuteres, og det er forfatteren da også god til; at smide emner på bordet, som lægger op til debat og diskussion. Sundt nok. Derfor er bogen her en sund bog, hvor Johannes Andersen på forskellige måder deler folk op i "de normale", folk der er vilde med at løbe efter arbejdet og elsker at føre aldersvitser af, og så til de virksomme ældre, der har en god uddannelse og et godt blik for, hvad de vil bruge tilværelsen på, når de slipper arbejdet.

Bogen indeholder mange spændende emner, der er serveret med et humoristisk glimt i øjet om den nævnte diskrimination, om arbejdet som omdrejningspunkt, om Seniortænketanken nedsat af regeringen i 2018, , om ældre som en byrde, om ældre der kan opfattes som excentriske og vanskelige, om tiden der bare skal gå. Om det sølvgrå hav og antallet af TV-timer, man som pensionist har.

Om Danmarks Radios pensionsberegner, der fortæller hvor mange år man har på pension. Sjovt nok nævner Johannes ikke Danmarks Radios aldersberegner, der jo viser et noget andet resultat. Den kan så i stedet findes her.

Sådan er der så meget. Og på rigtigt mange måder skal bog, forlag og forfatter have ros for at udgive en bog, der tager diskussionerne om ældre seriøst og ikke blot affærdiger den gruppe med, at de skal da have lov at have en mening, men kan vi bruge den, for de har jo ikke fremtiden foran sig. . . . 

Spændende emner, spændende læsning. De nye gamle får ikke bare tiden til at gå . . . .