Alf van der Hagen
Suzanne Brøgger - samtalememoirer
356 sider
Gyldendal

Det har været spændende at følge Suzanne Brøgger i hendes forskellige metierer, iklædt handlingernes og meningernes mod gennem nu snart et halvt århundrede.
Lige så spændende er det at læse bogen her.
Her bliver de ting, vi kendte til omkring den markante skikkelse enten genopfrisket eller uddybet af hende selv.
I samtale med den ansete og erfarne norske skribent og meget mere, Alf van der Hagen.
Han har udbedt sig en samtale på vel alt i alt en uges tid med forfatteren, performancekunstnerren, musikeren, hverdagsmystikeren.
Det har han så sandelig fået; endda en over længere tid.
Masser af spørgsmål, masser af gode svar.
Det hører nok til i det kunstneriske univers, at det er sådan. Men forfatteren har valgt at lade hans spørgsmål og hendes svar køre ud i et uden den sædvanlige kursivskrift til spørgsmålene.
Det skal man vænne sig til, som man nu siger, når ting irriterer en til at starte med.
Når vi så har vænnet os til det, så må vi sige, at vi også får smæk for skillingen, valuta for pengene i en bog, der absolut er værd at læse og ville være det, uanset om hovedpersonen hedder Suzanne Brøgger eller noget andet.

Der er f.eks. mange måder at forholde sig til hinanden på i et ægteskab, hvor en af ægtefællerne ønsker afstand til den anden. Idag kan man ofte gå ned i den anden ende af huset eller sove i hvert sit værelse. Mens Suzannes oldemor, der endda havde gået i nonneskole, gjorde kort proces og bestilte en snedker til at save ægtesengen over. Og selv om snedkeren var midt imellem ulykkelig og forbeholden, insisterede oldemoderen og indgik også på mange måder sidenhen i offerrollen.
Suzanne Brøgger har tydeligvis de flamboyante aner på plads, idet såvel Aalborg Akvavit som cabareter, arrangører af Rebild-festerne for USA og ledende stillinger på Berlingske Tidende indgår i arv og gener, mens bedstemoderen under 2. verdenskrig absolut ikke var bange for Gestapo, men bare ikke ville have deres beskidte støvler inden for dørene, når de kom og kiggede efter jøder.
Så er det sagt.

Bogen er udover det historiske fyldt med morsomme og, har man lyst til at tænke over det, særdeles dybe vendinger som færdiglavet kærlighed, arvet et selvmord og man udvikler sig og afvikler sig og naturligvis også den berømte scene, hvor Suzanne Brøgger ringer til Jørgen Leth og spørger, om han vil filme hendes selvmord. Og ovenikøbet gentager tilbuddet til ham på Louisiana, hvor dagens interviewer, Stephanie Surruque, tabte mælet totalt og ikke fik samlet op.
Men i bogen kan vi så læse, at Suzanne Brøgger i sine yngre dage ikke sjældent flirtede med tanken om selvmord, og det er her, hun mener, arven om dødslængslen kommer ind i billedet, idet moderen forsøgte sig med det nogle gange.

Bogen kommer rigtig godt ned omkring Brøggers forfatterskab, der naturligvis og ganske spændende får hendes egne kommentarer med på vejen, og hyggeligt er det også at få rusket op i hukommelsen omkring det daværende forlag Rhodos, og at såvel Tove Ditlevsen som Malin Lindgren ikke ville anmelde hendes første bog, mens Klaus Rifbjerg gerne ville, og det betød naturligvis enormt for den unge Suzanne Brøgger.

Dybderne i bogen følges ad side om side med det praktiske og pragmatiske, der nødvendigvis også må indfinde sig i en divas liv, for der skal være et godt sted at arbejde, og på et tidspunkt skal der også efter en lang række løse forhold en sjæleven, en livsledsager ind på banen.

Og hvordan finder man så ud af det? Ved praktisk at tilbyde ham det lille rum bag pejsen i den gamle skole i Løve, nu udholdt gennem 35 år, dog ikke bag pejsen, men ved at holde hinanden lidt på afstand, være en smule De´s, tale så lidt om forholdet som muligt og ellers sidde på hver sin etage og skrive. Ægtefællen er Keld Zeruneith, der begyndte sit forhold til divaen med at være hendes brevven. . . .Og Suzanne Brøgger er ikke idag bleg for at erkende, at de to sandsynligvis har reddet hinandens liv, da de begge befandt sig på bunden.

Samtalememoirer bevæger sig hele tiden på kanten mellem det åndelige, det litterære, det dybe og så det absolut hverdagsagtige, som når lægerne tvinger den gravide Suzanne Brøgger til at føde i en fart, for nu skal de altså på weekend. . . .

Vi kommer hele paletten rundt om Suzanne Brøgger, der har oplevet lidt af hvert, og som har det talent, der skal til for at skille vandene og på en eller anden måde som i sit ægteskab blive De´s også med store dele af sit publikum. Det er vi mange, der er glade for. Den mytologi, der omgærder Suzanne Brøgger forstår man mere af, når man har læst bogen, idet hun forstår at ophøje de dagligdags ting til at blive noget større, noget der kan bruges i kunsten og litteraturen.

Hvis hun lige har lyst. For hun er altså også blot en kvinde, der bor i en nedlagt skole i en landsby, der ifølge hovedpersonen ikke længere er, hvad den var engang.