Lise Ringhof & Erik Valeur
Det er de danske som flygter
528 sider
Gutkind

Det her er en af de bøger, der motiverer en til at søge tilbage i tiden, finde ud af, hvor vi kommer fra, og omfavne den fortid og de hændelser fra dengang, vi er et produkt af idag - på godt og ondt. Og som animerer en til at reflektere over, hvorfra vi som danskere i et civiliseret samfund ofte har et ganske sårbart forhold til fremmeheden inden i og uden for os selv.

Har det bevidst eller ubevidst været en af forfatternes hensigter at fortælle, at i ethvert menneskes liv, findes der dramaer, som samfundsmæssigt bliver proportionelt eksponeret, så er det lykkedes til fulde.

Kun syv år gammel mister skippersønnen Erling Brinch i  en fiskerlandsby på Fanø sin lillebror. Det bliver begyndelsen til den totale forandring i Erlings liv. Det føles som om, Erling er født under den stjerne, der hedder, at én ulykke skal afstedkomme masser af drama og  forandringer sidenhen.

Det har aldrig været Erlings ønske at tilhøre flåden, så at sige. Havet vil han i virkeligheden væk fra, selv om hans familie har været sømænd på Fanø i generationer; Erling vil bare væk, og det kommer han så; der skal dog sluttes en ring først, idet der er på havet, han møder sin kommende vært i København. En by der naturligvis bliver noget af et kulturchok for ham, for nu skal han pludselig finde sine ben i en smeltedigel af kultur, åndsvidenskab, politiske forandringer, diskussioner og meget andet, som han, for at bruge det udtryk, hverken er opdraget til eller gearet til, omend han frekventerer lægestudiet i forsøget på at frigøre sig fra sømandsskab og sin opvækst på Fanø.

Så forelsker han sig i Kate, men må sande, at det dur ikke, og så er det, at Erling tager endnu et dramatisk spring og flygter til Vejle. Hvor han så bliver gift med en af de rigeste piger i byen med en lægepraksis som agtet ståsted. Her møder han en familie, der absolut ikke bryder sig om ham; et oplagt billede på den manglende forståelse, som folk lider af idag som dengang.

Ståstedet er og bliver lægepraksis og ham selv, for han formår aldrig rigtig at lukke andre mennesker helt ind i sit hjerte, ja faktisk gør han det modsatte, skubber folk fra sig, hvis det bliver lidt for besværligt og bliver uforsonlig af sind.. På den måde beskriver forfatterne flot, hvordan man kan blive offer for sin egen fortid. MEN indikerer på snedig vis, at man i vores samfund ofte er offer for holdningen om at være sin egen lykkes smed, og vil man det nok, hvad Erling så ikke evner i det totale billede, så KAN man nå ud over rampen og blive en agtet del af den flok, der til forveksling ligner dem, man efterlod.

Forfatterne har gjort deres til, at læseren kan følge med i navne og områder. Med bogen følger der et fint, ældre kort, næsten geodætisk i sin udformning, og i begyndelsen af bogen et udførligt persongalleri.

Den geografiske reseach i Vejle ser ud til at være fint på plads ved eksempelvis Munkebjerg, Mølholm, hvor nærværende anmelder bor meget tæt på, og så Møllebakken, hvor vi får en pæn beskrivelse af solnedgangen og solens bane. Det er da også her, Erling i tyverne får sin praksis efter at være blevet gift med sin Ragnhild fra den fine slægt -; i den forholdsvis nye Bredballe Kirke, som det hedder i bogen. Jo da, den er bygget i 1907. For vejlensiske læsere kunne det iøvrigt være spændende at vide, HVOR den 4-værelses lejlighed, som Erling flytter ind i ved åen, nøjagtigt ligger. 

Til gengæld klæder det ikke bogen med alle dens adjektiver og snirklede sætninger som han var gået gennem regnen, langs vandet, til han nåede en plet, hvor de fandt det store stykke rav - og havet førte dem sammen.

eller

Et fintvævet rykespind blandt de rene træk i hendes ansigt sammen til en skønhed, mænd beundrede, og hun nærmest knejsede over for det unge par i den højloftede spisesal. 

eller

Har du praksis?, spurgte han mellem to livgivende hvls af den længste cigar, nogen havde set så langt mod vest, for hans egen brog havde praksis på den højeste bakketop . . . .

Morsomt nok men cigaren men humoren passer ganske enkelt ikke ind i hverken handling eller det øvrige sprog.

eller begge forældrene ville ønske en skippersøn som Erling hen til et af de steder, hvor peberet gror - gerne endnu længere, hvis det var muligt.

Den der endnu-længere sætning og andre lignende påfund irriterer; vi forstår meningen. 

Endvidere er nogle af sætningerne 4-5 linjer lange; lige i overkanten i moderne sprogbrug. Sprogblomster er der også nogle stykker af:

han læste det hurtigt, nærmest irritabelt, for det var hverken særlig sammenhængende eller velskrevet - og lagde det i nederste skuffe ovenpå det første.

Nederste hvad, øverste hvad? Man skal lige læse sætningen to gange, før man finder ud af, at det kunne have formuleret mere elegant.

Der er masser af hotte spotpunkter gennem byen, og det  gør handlingen levende og genkendelig. Rindby, Bredballe, Vejle med dens Søndergade og Nørregade Kgs. Nytorv, Josephine Baker i Dagmar i København,, stranden ved Hvidbjerg, Slotsholmen, Sct. Josephs Hospital i Esbjerg, Østre Fælles, Østre Anlæg osv. osv. Fint lavet.

Og hvad angår det hotte, jo så er meningen god nok, for der er masser af frygt, kærlighed, arrogance, selvgodhed og menneskelig afstand i romanen, der er let at blive fanget af, men som sprogligt ville kunne have gjort sig ved endnu en gennemskrivning.