Amarylles Fox
Mit liv undercover
234 sider
Hr. Ferdinand

Vi får som i  en bedre spionthriller indsigt i, hvordan man skal gebærde sig, når man er undercover.
Hvordan betonklodser bliver brugt til både at dirigere trafikken som at forhindre bilbomber.
Hvordan Amaryllis Fox´ verden undervejs i sin træning lige pludselig bliver fyldt med nye navne som Gorbatjov, Thatcher, Reagen og Gadaffi.
Hvordan man hele tiden ser sig om hjørner i Pakistan, hvor risikoen for terror og bomber er en underliggende trussel i hele samfundets struktur.
Hvordan spejlbilledet af Amaryllis i en skrædders vindue flyder sammen med hendes forfølger, som hun forsøger at ryste af sig ved at virke nonchalant og uvidende om hans eksistens.
Hvordan presseklubben i Karachi er oplagt mål for terrorisme specifikt.
Hvordan man tager en løgnedetektortest, mens man lader som om, man er en anden.

Vi får også en rapport om og bliver sendt tilbage til firserne, da folk strømmede ud på gaderne i Moskva under Gorbatjovs husarrest og forsøgte dermed at forhindre kupmageren Janajev at tilrane sig magten i Kreml.

Og hvad er det så, der gør et så ungt menneske i stand til at lade sig hverve af en amerikansk efterretningstjeneste og gå til kamp mod terrorisme.

Tja, læs denne spændende bog og døm selv. 

Forfatteren beskriver, hvordan hun som 21-årig rekrutteres til CIA og efter en intens træningsperiode bliver sendt undercover for at holde øje med, at masseødelæggelsesvåben ikke falder i de forkerte hænder. Vi får også et billede af de udfordringer, der opstår, når en ung kvinde skal forsøge at forene familielivet med livet i efterretningens tjeneste.  At hun så tilmed idag er gift med et barnebarn til JFK hører med til historien, gør den ikke mindre interessant og animerede anmelderen til at slå hende op på Youtube og finde billederne af en yderst veltalende kvinde, som man sagtens kunne forestille sig som ekspert i selvforsvar og skarp som bare pokker i en krisesituation. Og de psykiske motivationer til at gå ind i kampen mod terror: Drabet på en af hendes veninder Lockerbee-katastrofen og år efter halshugning af et af hendes store journalistidoler.

Det er her, hendes indre glød mod fanatismen begynder, og selv om det aldrig bliver patetisk får vi baggrunden for hendes handlinger.

Bogen er meget velskrevet, og man kan mærke, det har været vigtigt for forfatteren at komme ud med de ting, der har påvirket hende - og stadig gør - i kampen mod terrorisme. Hun har helt sikkert igen og igen set de forfærdelige billeder af katastrofen i Scotland og brutaliteten, da Daniel Pearl blev myrdet.

Vi får også en del at vide om storpolitik, Mellemøsten, atomenergi og kernespaltning. . . .  

Et par steder i bogen er der smurt lidt tykt på. Som da forfatteren fortæller, at Kina er højsikkerhedsland, og at USA ingen planer har om at lave operationer i det Men det ved den kinesiske efterretningstjeneste ikke, skriver hun. Mon dog ikke, og det er ligesom at forsøge at narre læseren, for hvorfor skulle det beskrives i en bog som denne, der tydeligvis er godkendt af CIA themselves? Mon ikke, kineserne også læser bogen.

Bogen bliver så øjeblikkeligt spændende igen, da vi får at vide, hvordan man i Kina elsker fysisk og stationær overvågning, f.eks. ved hjælp af gadesælgere, der i deres notesbøger flittigt noterer, når en udlænding går forbi, og hvordan man af en uniformeret betjent får tilbageleveret et glemt tørklæde på bagsædet af en taxa-, - selv om der betalt kontant for turen, og chaufføren ikke kendte adressen på hotellet.

Og hvordan man bliver instrueret i at have sex, men ikke for meget, at gøre det sexet, men ikke for meget. Det skal virke naturligt.

Og så videre til Thailand og øen Ko Tao, der iøvrigt er kendt for at være stramt styret af den lokale mafia. 

Der er naturligvis god spænding og fremdrift i bogen, der slutter hos stedfar og mor i Santa Barbara i Californien. En velhaverby og en, må man sige, pæn kontrast til det liv, Amaryllis Fox har haft i Mellemøsten.