Claus Grymer
Efter døden
42 sider - digte
Brændpunkt

Der går år imellem, at vi anmelder digte. Denne samling har noget over sig, som vi må omtale. Claus Grymer har skrevet et antal digte i forsøget på at bearbejde tiden efter sin kones død. Det er, så at sige, den ydre handling.
Digtene er i virkeligheden meget mere end at stå stille ved enkeltbegivenheder, hvor vigtige, de end er. Digtene er en måde at forholde sig til døden på. Alle ved vi, at på et tidspunkt slutter det. Med bogen i hånden bliver vi opmærksomme på, ikke bare hvor værdifuld tiden i dagligdagen er på jorden, men også at død og liv hænger sammen - som liv og død. Intet over, ikke noget ved siden af, de to ting er uadskillelige.

Bogen er ikke ret stor. Hvert enkelt digt ganske lille. I deres eget spagfærdige og ydmyge og helt jordnære sprog fortæller de historien om, hvordan vi er en del af det hele, og hvordan vi skal huske at samle op og snuse ind, ikke, som man siger, mens tid er, men mere det at registrere, at man kan få uendelig meget, og at man også på et tidspunkt mister det.

Digtene er en afspejling af naturen. Hvad der kommer går. Efter livet kommer døden. Og efter døden . . . 

Ja, så står de levende tilbage med regnen, tv-programmerne der fornægtes fordi de blev set med den afdøde, det spirende håb om at en dag vil man igen kunne nyde det, alene med hindbærsnitterne, meningsløsheden i hjemmet og det at passe blomster.

Digtene beskriver en måde at betragte det hele på; vi kommer i kontakt med sorg og ensomhed, håbløshed og opgivenhed, men vi kommer også i kontakt med, at livet er en foranderlig størrelse, og hvad der var den ene dag, det har meget lidt med dagen efter at gøre.

En sød digtsamling med små ord der betyder kolossalt og giver læseren mening langt ned i egne rækker..