Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Med dronningen i Det Kongelige Teater PDF Udskriv Email

Nila Parly
Med dronningen i Det Kongelige Teater 
328 sider
Politikens Forlag

 

Hvad har Olsen Banden og Dronningen tilfælles? I hvert fald Elverhøj.
Elverhøj var det første, som Dronningen oplevede i Det Kongelige Teater. Den allerførste forestilling, hun nogensinde oplevede iøvrigt. Det var sammen med hendes forældre i en særforestilling kort efter befrielsen i 1945. Iøvrigt første gang, den daværende kong Christian og dronning Alexandrine var i teatret igen efter flere år. Dels på grund af tiderne, dels fordi kongen forinden var faldet af hesten.
Olsen Banden ser rødt fra 1976 er en mindeværdig optræden bag kulisserne på Det Kongelige Teater. Hvor en central scene er den,  hvor banden borer og sprænger sig vej gennem væggene i Det Kongelige Teater under ouverturen til Elverhøj, mens Egon Olsen står og dirigerer efter Friedrich Kuhlaus partitur.
Det klip er vidunderligt, siger Dronning Margrethe i bogen og tilføjer, at filmen har gjort Elverhøj endnu mere udødelig. Hun giver udtryk for, at det er genialt lavet. Og videre afslører dronningen den detaljeviden i kulturen, hun er så berømmet for ved at nævne Bent Mejdings blik som dirigent som helt uforglemmeligt, at hun godt ved, der er lavet lidt om på ouverturen, og at hun genkender den berømte trompetist Knus Hovaldt.

Senere fortæller hun, at hun kan huske Elisabeths fine damaskkjole, at det var en rød kjole, og at det har det ikke været siden.

Her er tale om en bog i særklasse om vor regents forhold til Det Kongelige Teater, og udover en lang række, fantastiske billeder, buster og malerier fortæller den også en masse om den spontanitet, bramfrihed og indlevelse, som vores dronning er i besiddelse af.
Og at hun iøvrigt selv styrer sin kalender.....

Nila Parly, forfatter, tidligere balletbarn og operadramaturg, har haft en lang række samtaler med Dronningen om den kunst og den indlevelse og den dynamik, som hun har oplevet i og omkring Det Kongelige Teater. De to kunstinteresserede går tilsyneladende godt i spænd og har tilsammen fået et dejligt, helstøbt billede ud af deres samvær, der har involveret mange datoer, som illustreres ved, at Dronningen leder efter en ny dato efter hvert møde, der ofte afsluttes med dronningens blik på uret og en undskyldning for, at nu er tiden desværre gået.
Meget fint og bare sådan en sætning fortæller med, undskyld udtrykket, et urværks præcision, at dronningen som alle vi andre er afhængige at at være en del af et hamsterjul, at hun også må indrette sig efter tider, steder og kalendere.
Man bliver opmuntret af at læse dette, der blot er en lille bitte del af den menneskelighed og varme, der oser ud fra Amalienborg, hvor den humoristiske dronning har taget imod den nysgerrige gæst.

 

Og: 

Skal man se Sylfiden skal man ikke sætte sig for langt ude til højre. Så ser man mindre.



Det gælder om at lave nogle forestillinger, som virkelig er spektakulære. Der må gerne være noget for øjet. Og jeg synes en gang imellem, at man savner, at de giver los.

 

Rene ord for pengene. Dronningen savner lidt mere fut i kludene i teaterverdenen. Hun mener, at kunsten som sådan har vældig travlt med at komme folk i møde -, eller i hvert fald sådan, at kunstnerne mener, at de kommer publikum imøde. Samtidig mener Dronningen, at hun er sikker på, at folk også gerne vil transporterres over i et andet univers. Og nævner Harry Potter og Stjernekrigerne som eksempel.

Jeg synes stadig, at en god kunstnerisk oplevelse river én ud af det daglige og giver én noget nyt og anderledes. 

 

Bogen oser af Droningens meninger om dette og hint indenfor kulturens og teatrets verden. Vi får fine, fine billeder fra privaten, og vi får også nogle gode inside-historier fra de private gemakker, og om hvordan Dronningen og hendes familie engang spontant fik ringet til Teatret og lånt kjoler til et bal, man skulle til.

 

Forfatteren tager os godt med ind i det åndelige rum, hvor samtalerne foregår ved at beskrive, hvorledes forfatteren overfor Dronningen nævner, at hun synes sceneopbygningen minder om det og det, hvortil dronningen så svarer, at det er fordi Drottningholms Slottsteaters er en barokscene. Og selv om hun mener kun at have set en enkelt forestilling her, så afslører hun en formidabel viden om teatret. Som en tordenmaskine og bølger, der drejer sig på en tromle.


På den måde illustrerer forfatteren også, at dronningen er et meget begavet og vidende menneske, der holder af at tilføre sin interviewer ny viden, såsnart der bliver trykket på en knap. Og dermed tilfører vi læsere ny viden.

Ovenstående er blot et af mange eksempler på, hvorledes Nila Parly får vores dronning og hendes folk trukket helt ind i det inderste af kulturens og teatrets verden. Med billeder af Ingmar Bergmann der instruerer Holger Juul Hansen, Hanne Borchsenius og Henning Mouritzen. Med billede af en arbejdende Richard Strauss. Med kongefamiliens meget fantasifulde udklædning på Kongeskibet Dannebrog. Med meget fine billeder fra ballettens verden. Med Dronningens kommentar om det praktiske omkring sine nytårstaler. Med kobberstik af kastralsangere fra 1723. Med citater som Man bliver aldrig så berørt, som hvis man også har grinet, den åd mig råt og meget meget mere er det lykkedes forfatteren at fremstille en bog så helstøbt, at man må imponeres ud over det sædvanllige.

I sit forord skriver forfatteren, at det betyder meget for kunstnerne på Teatret, at Dronningen overværer deres forestilling. Fordi Dronningens entusiasme er smittende. Og at hun håber, at den entusiasme også når ud til læserne af bogen.

Det gør den.