Lars Graadal
Udvandrerne
199 sider
Trykværket

En spændende og anderledes rejseskildring. Det er tydeligt, forfatteren har gjort meget ud af, at fortællingen skal være meget autentisk med en masse lokaliteter og en skønsom blanding af dansk og engelsk.
Den er da også meget nærværende og autentisk. Ja, den er dokumentarisk.
Hovedpersonen, Jakob Elmose, har virkelig levet.
Man skal være nogenlunde velbevandret i engelsk for at læse bogen, og man skal have en eller anden form for udlængsel mod den ydre verden eller rejseiver i den indre for at få det optimale ud af bogen.
Man kan endda sige med et glimt i øjet, at bogen er lidt farlig at læse, for den prikker til den længsel i os alle, som vi har, og som ofte bliver ekstra tændt, når vi får skildringer fra den store verden.
Vi kan så ikke få verificeret, om man dengang i slutningen af det 18. århundrede i udlandet brugte begreber som NOPE og AFMARCH, ØSTERUD, G´DAY og CA. Det virker mærkeligt, at danske udvandrere havde et sprog, man taler mere end halvanden hundrede år senere, altså idag. De skrumlede ud af den røde grusvej, står der også et sted. Gjorde man nu også det dengang? 
Det er nu også af mindre betydning, for rejseskildringen er det væsentlige, og den er god.
I 1878 traskede den 14-årige knægt, Jakob Elmose væk fra det krigshærgede landskab i Danmark og søgte lykken og bedre muligheder langt, langt væk, sådan var det dengang, i Australien. Da han var faldet til Down Yonder, sendte han bud efter sin familie. Og de kom. Hvilken historie. Det er jo, så nakkehårene rejser sig.
Ballarat, Sidneey, Murrumbidge Riverm Adelaide, Groote Eyland, Pott Moresby, jamen de navne sværmer jo om læseren som gulerødder, der bare VIL have os ud.
Man kan indvende, at sproget visse steder ikke når specielt meget op i højderne, f.eks. når det handler om hovedpersonens erkendelser om erfaringerne hos det modsatte køn.
Men gør det noget, når vi får en lækkerbidsken af en rejsebeskrivelse ind ad døren.
Næ, det gør det ikke. Bogen er hurtigt læst, og/men den gør indtryk.