Talentudvikling og elitesport i skolen Udskriv

talentudvikling og elitesport i skolen - bog

Jens Christian Nielsen og
Jesper Stilling Olesen
Talentudvikling og elitesport i skolen
226 sider
Aarhus Universitetsforlag


Et rigtig godt indspark og en klog bog om skismaet mellem talentudvikling, uddannelse, elitesport og så det pres, det ofte er, at skulle efterleve skolens krav.
Bogen udmærker sig ved ikke at tage stilling til, hvorvidt talenter skal holde igen på det professionelle område kontra det at komme ud og få en glad aften med gutterne osv. osv. Men forholder sig ualmindeligt redeligt og sagligt til en lang række faktorer som:

Talentudvikling under forandring
Idrætsklasser under udvikling
Uddannelses- og kulturpolitiske tiltag
Forberedelse til dual career
Tilblivelsesmuligheder, variationer og brud
Den nye vej mod eliten

og mange andre spændende emner. 

Bogen undersøger bl.a., hvordan idrætsklasser gennem kombination af eliteidræt og skole er kommet til at udgøre en ny standard for tidlig talentudvikling. Samtidig åbner bogen for en bunke spørgsmål som, hvordan det sættes i scene og praktiseres i idrætsklasserne, og hvilke muligheder det åbner for unge idrætsudøvere i 7-9. - klasser.
Forfatterne påpeger, at eftersom sammenføjningen af eliteidræt og folkeskole er noget nyt, har de interesseret sig for, hvilke nye forventninger, idrætsudøverne vil blive stillet overfor som idrætselever, og hvad de skal gøre for at leve op til forventningerne.
Bogen kommer fint omkring spørgsmål som, hvad med de unge elitedrætsudøvere, der er godt på vej, men som kommer i tvivl undervejs mod en ungdomsuddannelse -, når talenttilblivelsen så at sige ophører.
Bogen er skrevet med baggrund i et fireårigt forskningsprojekt om idrætsklasser i folkeskolens udvikling.
Endvidere forsøger forfatterne at vise, gennem samtaler med unge idrætsudøvere, hvordan det dobbelte karriereforløb både styrker og udfordrer de unge talenter.
En glimrende bog der sætter mange tanker igang om det som ung at være igang med at dyrke sport på eliteniveau.