Når hjernen visner Udskriv

når hjernen visner - bog

Charlotte Helsted & Ingrid Lauridsen
Når hjernen visner
344 sider
Frydenlund

 

 

En rigtig fin bog om den bevidste frasigelse af fortiden og en normal hverdage, som både demensramte OG deres pårørende kommer ud i. Gennem en lang række cases gribes læseren direkte om hjertekulen, og man forstår hvilke kræfter, man er oppe imod, når man kommer i den situation, at et menneske bliver ramt af frontoemporal demens. Frontotempral demens viser sig i form af gradvist tiltagende ændringer i personlighed, adfærd og/eller sprog og adskiller sig fra Alzheimers ved at indlæring og hukommelse kan være intakt langt hen i sygdomsforløbet. 

  

Bogen er skrevet så levende og klart, at man nærmest kommer ind i de enkelte familiers dagligstue og græmmes, når den syge begynder at råbe højt og i en båd stiller sig faretruende i vippeposition, når "familien skal i skoven", eller når den demensramte forsvinder juleaften, lige før han skal til julefest, og bliver fundet af en kondiløber, eller når han går hen til vildtfremmede mennesker på gaden og begynder at fortælle historier om sit liv.

Man bliver taknemmelig over, at man ikke selv, sådan ser det ud i skrivende stund, er i farezonen, og man bliver trist over at læse om de mange skæbner, der dagligt skal slås med en sygdom, der kan synes uretfærdig, og den pine, mange går i, mens de skal udredes og visiteres.
Vi får også en fin indsigt i, hvilken kamp, pårørende ofte skal kæmpe for at blive hørt, forstået, ja sågar troet på, når uerfarne behandlere i sundhedssystemet lader sig forføre at den demensramtes charmesmil, der giver udtryk for, at alting er helt i orden.
At gemme bilnøgler, nøgler til vinskabet, kreditkort er en anden del af spillet. Ligesom bogen kommer rigtig godt omkring forsøget på at holde fast i de gode følelser for den ramte ægtefælle samt den balancegang, der ofte skal gås for ikke at påpege for mange fejl og mangler i de professionelles pasning af angst for, at de vil lade det gå ud over patienten.
Pyha, sikke en omgang, siger man, når man er nået til sidste side.
Og det pyha siger alt om hvor dybt bogen rammer, og hvor bredt forfatterne er i stand til at fange læseren. Også selv om man ikke har demens inde på livet.
På mange måder er det ogsså en bog, man sluger og læser i et hug, fordi det er livgivende og interessant at få indsigt i andre menneskers lidelser og sygdomme -; det kunne jo ramme en selv eller ens familie. Så er det rart nok at kende mange af symptomerne og virkníngerne.