Jørgen Johansen
På Frans af Assisis Veje
300 sider
Kristeligt Dagblads Forlag

Det er altid godt at læse om Frans af Assisi. Selv om han var født til pomp og pragt, rigdom og anerkendelse, så gav han det hele op, fordi han fik et kald. Og fik et dejligt og lykkeligt liv ud af det ved at give, give, give. Ind imellem tvivlende som mange ægte troende, men ressourcestærk nok til at kommeovenpå igen.
Noget vi mennesker i den moderne, vestlige verden kunne lære SÅ meget af. At det ikke er det materielle, der betyder noget, derimod den næstekærlighed og omsorg, der ligger i  den ærlige, nære og autentiske relation. Det er i sig selv ganske helbredende.
Bogen følger sporene efter tiggermunkens pilgrimsrejser, hvor det er sansningen, stemningen, det billedlige og æteriske i selve forfatterens ord, der går ind i læseren på en særlig måde. Det her, det er sket for så mange år siden, at Frans gik på de gader, besøgte de klostre der og nåede frem til byen Poggio Bustone, hvor han ifølge overleveringen fandt sin ro og fik energi til sin fortsatte missionsvirksomhed. DET her, det er autentisk, det var det dengang, da Frans levede som eremit i områdets grotter, og det er den den dag idag, hvor mennesker vender tilbage til stedet for at pilgrimsvandre og bekræfte sig selv i, at jo mindre man har med sig i livets rygsæk, jo mindre er der at slæbe på og kontrollere og jo mere lykkelig og fri er man.
Bogen er ikke plastret til med billeder, men de, der er, rykker for alvor i sindet, specielt fordi de nærmest fungerer som åndehuller imellem den lækre tekst, der viser vejen for pilgrimsrejsende og sætter fokus på de hellige steder, som den store, lille, ydmyge mand for så mange år siden gjorde til den historie, vi kender så godt idag.
Læs forresten også hvordan Frans sandsynligvis har oplevet det skæve tårn i Pisa -, så kan vi andre så mange hundrede år senere stå nærmest og se manden for os, når vi står på pladsen foran tårnet.
På den måde er forfatteren med til at binde fortid og nutid godt sammen.
En lille perle af en bog.