Ganske enkel en kluk-morsom roman. Man vender ikke en eneste side uden, at man trækker på smilebåndet, ler eller bare imponeres over den kreativitet udi humor, forfatteren lægger for dagen. 
Blomsterne syntes rent faktisk at vokse, da jeg gik tilbage gennem indergården, og da jeg endelig nåede op til festen, var deres skinnende gule ansigter næsten på størrelse med menneskeansigter. Tanken om at sætte dem i en vase virkede vanvittig, som hvis man ville proppe ni mennesker ned i en vase. 
Hvem finder dog på sådan noget?
En god forfatter gør.
Og en lang, lang tirade fra en professionel psykolog til den stakkels hovedperson; i grunden så tragisk at et andet mennesker fører monolog over klienten i stedet for afdækkende dialog, men på en eller anden måde passer den bare så godt ind i resten af bogen.
Man får sig et godt, stort grin, også fordi skildringen af hovedpersonen Selin er så velbeskrevet udi, at det skal nok gå det hele, og hun klarer sig til hver en tid.

Eller hvad med den her:
Jeg gik til skomageren med mit eneste par sko. De var gået op i tåen. Hælene så heller ikke for gode ud. Skoreparatøren så på dem uden at røre ved dem. Skat sagde han, du skal have nogle nye sko.
Og så en lang, hylende fin beskrivelse af kampen for at finde et par nye sko.
Barokke situationer kommer der ud af, at man delvis lever sit liv gennem en pc. Og det er i hvert fald én af moralerne i bogen her.
Selin er lige begyndt på Harvard, og ud af det blå begynder hun en mail-korrespondance med Ivan, en lidt ældre matematikstuderende fra Ungarn, og snart lever de mere gennem mails end virkeligheden.
Hvordan det så går, det skal man igennem bogen for at læse. Og DET er ikke kedeligt.
Vi kommer på rundtur i Europa. ser hvordan kærlighed kan udvikle sig, hvor indviklet det også KAN være, for de, der ikke måtte vide det, og har direkte og indirekte så mange af livets aspekter med, at man må frydes og genlæse bogen hurtigst muligt.