Mit halve hjerte, mit hele liv Udskriv

Mit halve hjerte, mit hele liv

 

Morten Sabroe
Mit halve hjerte, mit hele liv
265 sider
Politikens Forlag

 

Morten Sabroe er gennem årene vokset fra at være en god forfatter til en godt sælgende forfatter og så til den her bog, der løfter ham op i en særlig liga. 
Sproget et unikt, ægtheden og ærligheden er uovertruffen, og så er den fyldt med varme, sjove bemærkninger og en skarp humor, som man må være velbevandret i sprog og forfatterskab for at kunne levere.
Så gør det jo heller ikke noget, han denne gang drejer sit velkendte og vel efterhånden temmeligt udlevede og udskrevne faderkompleks over på noget ganske håndgribeligt, nemlig en anden forfatter som Jørgen Leth, der tydeligvis har den robusthed over sin fremtoning, som Morten så ikke har. Man ser dem for sig spadsere ned ad gaden som Fy og Bi. Måske ligefrem hånd i hånd.
Nok om det. 
Morten Sabroes nye bog er et godt selskab, som man har lyst til at blive i, når man har vendt den sidste side. Ærgerligt den slutter allerede på side 265. Sproget er skarpt med den blanding af bisse-gloser, vi alle har i os, og så til de meget velovervejede formuleringer, som vi alle ville ønske, vi havde i os.
Morten blander sine erindringer fra tidligere tiders katastrofer som  Jim Jones-massakren i Guyanas jungle i 1978 med fanasier om, at vi alle som menneskekroppe nok en dag eksploderer i iveren efter at blive lækre og brune på strandene fra Asien til Californien. Han strør om sig med spiddende og satiriske bemærkninger om hende, der har lovet at følge den elskede til det sidste. Han beskriver, at han ved, at  han med 99,9 procents sikkerhed ved, at morgendagen kommer med støttestrømper og gangstativ. Og causerer over, at kvinderne tog de noget ældre mænd for pengenes skyld dengang, og at det nok kun er dem med penge, der slipper helskindede igennem, fordi de har råd til laber takeaway, rengøringshold og sygeplejersker,  mens den døende elskede indtager føden gennem en sonde, og det, der humper afsted gennem slangen kommer ikke fra Noma, men er flydende mad bragt ud af Døden.
Samfundssatire så det basker. 
Prøv at læse en genial dialog mellem Morten Sabro og en læge, der forlængst har lovet Morten, at han vil få det bedre af at spise en bestemt pille. Som det alligevel viser sig, han ikke kan tåle. Men det er nu ligemeget, mener lægen så, da han finder ud af det, for Morten er jo rigtig godt medicineret nu, og han mener at vide, at Morten nu aldrig har haft det bedre.
Der er noget Finn Søborgsk over denne dialog.
Du har det fint.
Jeg har det fint?
Ja, du har det rigtig fint.

 

Og sådan er det hele vejen igennem. Egentlig er det ligegyldigt hvad bogen handler om, selv om Morten Sabroe kredser rigtig meget om den død, han godt ved rykker tættere på, om opgøret med hans mor og rejsen til Thailand, som bogen er slået op på.
Det væsentlige er derimod efter vores mening opgøret med uendeligt mange ting i folks relationer, i parforholdene, i venskaberne, i familierne, opgøret med holdningerne i samfundet, normerne der er på spil her, og som Morten får drevet helt ud på spidsen og så tilsat en vidunderlig, befriende og til tider ganske brutal indpakning. Hans fremstilling. Som han skriver andetsteds, filosofisk i bogen. Der er ingen, der ved, hvordan det er, ingen har sandheden.
Måske har Morten haft det pragtfuldt, mens han skrev bogen. Det under vi ham, at han havde. Vi havde det i hvert fald vidunderligt, mens vi læste den og glæder os over, hvis så mange som muligt får den læst og opsnappet alverden af den psykologi, der også ligger i bogen, når Morten f.eks.  ihukommer Lars von Triers udtalelse om Hiitler og ræsonnerer med adskillige pletskud, at det ikke var Trier og hans holdninger, folk tog afstand fra og var bange for. Det var dem selv.
Bingo.
Den er også fyldt med hints til navne som Torben Ulrich, Suzanne Brøgger, The Great Gatsby og folk, som har fulgt Morten Sabroe enten in person eller i erindringen, og vi får også lidt inside-viden om hans tid på dagbladene, hvor han, måske allerede dengang måske i bagklogskaben, så sine egne artikler lyse lidt mere end andres, selvom også han gik med hængerøv i bukserne.
Idag har han i hvert fald al mulig grund til at betragte sig selv lysende lidt mere end mange andre. Skulle det ske, at han stadig har hængerøv ind imellem, så lukker vi ham absolut ind i det gode selskab af væsentlige forfattere.