Tom Hazard er historielærer i fyrrerne, en god  en af slagsen. Han ligner umiddelbart enhver anden men har det plus, kan man sige, at han har levet i 400 år. Han har set det hele, drukket ale med Shakespeare, været på havet med kaptajn Cook.
Faceook og Google er med ind over, ligesom den frosne Themsen i London i 1814 med napolensvitser og finansskandaler.

Humor i sproget er der masser af. Storbritannien har altid været et sted bestående af andre steder, hedder det om immigration og tilflytning fra andre verdensdele. 
Eller Det slog mig, at folk ikke levede mere end 100 år, fordi de ikke magtede det. Psykologisk mener jeg. På sin vis løb de tør.
Sådan noget kan man levende forestille sig et menneske med 400 år på bagen med overskud og efter at have gennemlevet pest, krige og tøker, ville kunne sige som en bittersød kommentar.
Det kunne jo lyde temmeligt charmerende at blive 400 år, men i dette tilfælde har det sin pris.
Det lader til at være forfatterens skjulte kommentar til debatten om kunstig intelligens og at holde sig selv eller andre i live udover naturens love.
Prisen er, at Tom aldrig må blive forelsket, at ingen må kende hans hemmelighed, hvortil kommer, at han skal skifte identitet og flytte hvert 8. år?
Er det en pris, vi andre vil betale for et langt liv?
Tja.
Efter at sagen i bogen her, er sat på spidsen, så gælder det i hvert fald om at få det bedste ud af livet, inden meningsløsheden og de dårlige minder belaster hukommelsen. F.eks.  at ens mor bliver brændt som heks, fordi man ikke bliver ældre, eller at ens kæreste dør i sygesengen.
Bogen er velskrevet og peger på en eller anden måde hen mod etiske dilemmaer og overvejelser om, hvilken pris, man ønsker at betale for de gode, man mener, et kunstigt liv kan få.