Jan Guillou brillerer i sin nye bog med sit flotte, sproglige format og sin evne til at spydspidse magthaverne i halvfjerdserne og nærmest udlevere dem til os som håbløse. Det er et velkendt tema i Guillous holdninger, og er man til den slags, så er der fine nuancer at hente i bogen. 
Vi er nået til 8. bind i serien om familien Lauritzen,  hvor tredie generation personificeret mestendels ved Eric Letang, tredje generation af familien, og som er advokatfuldmægtig i dagtimerne. Herudover er han dybt engageret i venstrefløjens arbejde. Det han altså kan nå som arbejdende på et advokatkontor. Aner man en bitterhed her over, at det der arbejde stjæler for meget af den tid, han kunne bruge til politisk og revolutionært engagement?
Sikkert; -  for forfatteren har valgt at bruge det meste af bogen på at dele tørre tærsk ud til medier og efterretningstjenester, som ikke gør deres arbejde godt nok.
Vi kommer tilbage i tiden til den stockholmske Palæstinagruppe, der forsøger at finde på undskyldninger for terroraktioner, f.eks. var det ok med de der kaprede fly, når passagerne ikke led overlast, mens massakren i München var umulig at forsvare, i hvert fald på halvandet minut.
Som nævnt er forfatterens fortælleglæde stor, så stor, at han selv fortæller, at et møde er krampagtigt, panisk og rodet. Det ville have virket bedre, hvis han havde beskrevet scenen, som den rent faktisk er, og så lade læseren selv vurdere.
Det er vist gået lidt hurtigt med at få bogen vristet ud af korrekturen, der ikke totalt set er gået helt glat. 
Romanen er vedkommende på den måde, at vi får et tilbageblik på halvfjerdserne, hvor det myldrede med fraktioner, Vietnam, atomkraftdemonstrationer og flykapringer.
Det virker bogen igennem, som om forfatteren selv bliver nødt til endnu en gang at skrive sig væk fra den periode, som han på forskellige niveauer var så optaget af. Det er ikke det stof, der nødvendigvis er baggrunden for en bog af høj standard.