2. bog af de planlagte fire bind om den danske modstandsbevægelse er i fornem stil landet. Med et væld af navne, geografier, steder, miljøer "kæmper" forfatteren sig bogstaveligt talt igennem måned for måned for at fortælle eftertiden, hvordan en brav skare af mennesker skulder ved skulder stod fast og viede deres liv til firkantet sagt at få tyskerne smidt på porten.
Nogle måtte så lade livet, idet tyskerne stillede regeringen overfor det ultimatum, at man skulle indføre dødsstraf for sabotage, hvilket regeringen nægtede, og resultatet blev så militær undtagelsestilstand.
Det er den tidslomme, vi befinder os , og forfatteren lægger sin lange skrivearm ud og får detaljeret og flot fat i den iutilfredshed med hele situationen, der som steppebrande bredte sig fra arbejdsplads til større arbejdsplads og mønstrede åbenlyse og skjulte kampråb gennem gaderne: Frihed er det bedste guld.
Som en dygtig spændingsforfatter skriver forfafatteren om Scavenius-regeringen, der ganske enkelt ikke havde ordentlig nok fodfæste blandt arbejderbevægelsen til at kunne styre den og kommer ind på, hvad Ole Kililerich mange år efter krigen skrev, at den egentlige ophavsmand til modstanden i Danmark reelt var den konservative John Christmas-Møller, som mange betragtede nærmest som landsfader.
Dygtigt lader forfatteren os snuse til steder som Oskar Davidsens restaurant i Store Kongensgade, hvor vi siger pænt goddag til koryfæer som Mogens Fog, Frode Jakobsen, Erling Foss og Roland Olsen. Forfatteren er lidt dristig i sit forsøg på at fortælle, at første gang, Frode Jakobsen var med, var muligvis grundlavsdag den 5. juni 1943. Altså enten var det den dag, eller også var det ikke. Hvorfor nævne muligvis:
Men skidt nu med det. Vi er tilbage i historiens vingesus, også på Skamlingsbanken og mange, mange andre steder og føler os virkelig taget seriøst og taget ved hånden og får med Niels-Birger Danielsens andet bind af Modstand os nærmest i stand til at hilse på folk, der gjorde noget for Danmarks og eftertiden.
Et flot arbejde. Super værk.