En fin bog med den i brede kredse provokerende titel, der dybest set og alt i alt blot handler om, at vi skal forlige os med os selv, blive glade for, hvem vi er, finde ind til kernen af vores væsen være i nuet - og som hedengangne Frits Pearls engang sagde, Cut The Crap.
Væk med alt det overflødige. Hvad handler det her egentlig om. 
Der er ikke noget værre end at blive fjende med sig selv; det er meget bedre at tage sig selv på skødet og holde af sig selv. På den måde lærer man først at indgå i relation med andre. Nuvel, relationen til andre skabes altså først i relationen med andre.
Man kunne sikkert finde mange i omgangskredsen, man kunne finde på at give den her bog, alene ved navnet. Men så vil modtageren næppe få glæde af den. Spørgsmålet er da også, hvem der udenfor behandlerkredse, studerende og arbejdende psykologer kan have glæde af bogen, der fagligt går dybt og bredt og spidder samtaler på så mange forskellige måder, at det kan virker helt komisk for lægmand.
For en mangeårig psykolog og underviser på eksempelvis Getaltterapeutisk Institut ved naturligt nok, hvad det hele går ud på. Og forklarer det også på en måde, så det er til at forstå. Men interessen for samtalen og den dybere mening med psykologisk hudfletning skal være til stede, før man for alvor får glæde af bogen.
Eksempelvis stiller Lars Sørensen på en særdeles vedkommende og vederhæftig måde spørgsmålstegn ved det sociale, som han kan se som en overspringshandling, han bruger et pænt sideantal på at forklare forskellen mellem ros og anerkendelse - , der for mange vil kunne forveksles til hver en tid, og hvordan man kan miste mere end man vinder, hvis ikke man er ordentlig til stede med sig selv.
En fagligt meget velfungerende bog, hvor såvel tekst som melodi svinger godt, og med det professionelle øje på, føler man, der er taget hånd om noget meget væsentligt.