Carsten Juul

Djævelsk spændende.  Hold da helt bøtte. Som en thriller en krimi taget ud af det bedste af aller dens verdener. Og så lige det faktum at vi har med en sand historie at gøre. 
Vi er i Australien, hvor to venner er på vandretur og pludselig bliver overrasket af flammerne, som spærrer dem inde og tvinger dem til at søge tilflugt i en flod med munden presset helt ned mod bunden. 
På niveau med Stephen King, sådan føles det i hvert fald, er vi med i de øjeblikke, hvor den sidste rest af himmel forsvinder over flammerne, hvor træernes store skeletter dirrer i det røde lys, hvor heden trykker ekstremt mod ansigtet, befrielsen da de opdager en klippeafsats, de kan klamre sig til, håbet om helikopteren de kan høre leder efter dem, forløsningen, da de opdager, at de ER reddet, og at de blev det, fordi panikken ikke greb dem.
Vi er med hele vejen rundt fra nærmest bagholdsangrebet af flammerne, til irritationen over, at nu siger den anden ven, at nu begynder vandet altså at koge, og så til, at Australien er en stor skuffelse. Vel en ganske sund og naturlig reaktion, når kontinentet lige pludselig bider fra sig med en skovbrand.
Bogen er yderst levende beskrevet med masser af gode, spændende og psykologisk korrekte dialoger og udbrud. 
Og den giver stof til eftertanke. Hvordan vil man selv reagere, hvis katastrofen pludselig omringer en? Hvad siger man til de nærmeste. Vil man holde sammen, gå i panik eller bare snakke sig frem til en løsning. Speed-snak forståes.
En utrolig veldrejet bog - taget ud af et af virkelighedens dramatiske øjeblikke. Med forberedelser, overvejelser, flashbacks til fortid og barndom og Beatles´ besøg i København, og så er vi lige pludselig midt i katastrofen.
Også veldrejet fordi forfatteren formår at bygge spændingen op ved hjælp af spændingsromanernes velkendte virkemidler. Hitchcoksk nærmest. Glødet ved ildstedet varslet de ekstreme flammers komme. Vi er ubevidst forberede på ilden. 
Forfatteren ved, hvad han gør.

Mere spændende bliver det ikke.