Alene titlen. Omslaget. Et skib. En hval. Ærefrygt og storhed.  Historiens vingesus.
Vi befinder os i 1859 ombord på det skæbnesvangre hvalfangerskib, Volunteer, der stævner ud fra Hull i England mod Baffinbugten, det nådesløse, som forlaget skriver, og smukke hav ved Vestgrønland. 
Og vi befinder os i de tider og i det miljø, hvor man lige skal polstre sig med, at der er altså ikke nogen pædagogisk indføling med tingene eller hensyn til de svage. Det er meget, meget værre end, at en skovl er en skovl og en spade er en spade. Det er uvaskede søfolk, banden, svovlen, råddenskab og diktatorisk og småpsykopatiske væremåder hele vejen igennem.
Ikke dårligt. Ondskaben er med ombord, og i bund og grund handler det hele om dyrisk overlevelse pr. instinkt.
Forfatteren har fanget disse dyriske egenskaber hos mennesket rigtig godt. 
Skibslægen Patrick Sumner får hyre på skibet. Han har en fortid i den britiske hær i Indien, en epoke, der ofte også var sagnomspunden og kendt for dens råhed og fandenivoldskhed. 
En skibsdreng bliver myrdet, og så går Sumner i aktion. For at finde sandheden, men den ligger altså lige gemt bag dagligdagen på skibet -; myderier, harpuner, drankere, og hvordan gebærder man sig i det miljø?
Spændingen er helt, helt på plads, og det er sundt nok for os anno 2018 at læse bøger, der foregår i et så brutalt og hårdtslående miljø. Et sådant eksisterer også i andre forklædninger nu om dage. Og en lille side af os alle har den i os, og jo mere vi kommer i kontakt med den gennem bøger som denne, jo bedre, for jo mere hele og selvforstående er vi, hvis vi ind imellem selv kommer til at skeje ud.
Gå du bare i krig med denne netop udkomne bog. Den er fantastisk spændende og også ind imellem ganske galgenhumoristisk.