Tja, hvorfor inviterer man folk i tide og utide? Det er vel bare sådan noget, man gør, ræsonnerer hovedpersonen et sted i bogen. Og det kan man godt forstå, hun gør lige netop dér og i den handling, og så kan man ellers sidde og tænke, ja hvorfor gør man dog det.
Det ser ud til at stikke dybere, og i hvert fald har netop den sætning bud til os alle, der har godt af en gang imellem at reflektere lidt over de vaner, vi bare har stillet os tilfredse med, uden egentlig at vurdere på, om de giver os glæde eller ej.
Vi læser her 3. del af serien om Maj, den hjemmegående husmor, om hendes familie og deres sociale opstigen.
Det er klasselitteratur. Vi når helt, helt ned i detajlen, og man bliver rørt og berørt over, hvor dybe og relevante betragtninger, en forfatter kan komme på et menneskesind.
Hjemme igen i den tomme lejlighed. Hvordan ser hun egentlig ud? Nogenlunde som sædvanlig, Læbestiften har for kold en nuance.
Sådanne beskrivelser er hørt før i andre gode bøger. Men her er de konstante og vedvarende og følger med hele vejen op gennem majs bevægelse i den sociale rangstige.
En hjemmegåendes  husmors liv, tragedie, små glæder og fald. Og evige gentagelser.
Hvad kan hun finde på at give dem til middag, slutter bogen?
Ja, hvad skal vi andre dog fylde vores hverdag ud med imorgen?
En bog lige til tænkeren på et meget jordnært niveau.
Det gør den fantastisk.