Max Ulrick Klinker
Padderok
124 sider
Brændpunkt

Det her er en alsidig novellesamling men med en fast og målrettet kurs, der holdes.

 

Der er noget totalt lækkkert over den måde, forfatteren anvender sproget på. Ligegyldigt hvor i verden, vi befinder os, i novellerne, som spænder globalt fra Cuba til Alperne, fra Saint Louis til Versailles, så ansporer det filosoffen i læseren - at sætte hovedet på skrå, indsnuse fortidens andægtige behandling af ordene, spekulere over livet og døden og alt det, der er imellem. Og som skal bruges rigtigt.
Her er vi ved noget af sagens kerne. At livet skal bruges rigtigt, hvilket vi undervejs i de forskellige noveller mellem linjerne får rig lejlighed til at overveje, om vi nu også gør.
Vær sej, vær håndfast, gør hvad du vil men værd først og fremmest sej og håndfast.
Og husk at indsnuse og bruge alt det, der ligger i det kostbare luftrum mellem livet og døden.
Paderokken er en af havens absolut mest sejlivede ukrudtsplanter, og det er naturligvis med afsæt i det ukuelige og sejlivede, at forfatteren søsætter sine noveller.
Det er tydeligt, at Max Ulrich selv har lært den lektie, han på mangel, forskellige måder forsøger at videregive. Det handler ikke om nødvendigvis at levere en læsevenlig bog med masser af afsnit og opdelte kapitler og eventuel forklaring til kapitlerne. Det handler om at gøre tingene på sin egen måde. At overveje, gruble og så gøre tingene -, eller også bare kaste sig ud i det.
 Og med indsatte referater til Goethes farvelære må læseren pløje sig igennem nogle ret så massive sider. Tankegangen, bevidst eller ubevidst, bag kunne være, at læseren skal nøjes med lidt men godt af gangen for således at filsofere og få sat det netop læste ind i livets kontekst.
Efter vores mening er det ikke så meget handlingerne og tyngden i novellerne, der er det væsentlige, eller for den sags skyld bærende, omend det hele er godt nok udtænkt og periodevis nok så spændende. Det væsentlige er Max Ulrichs - som i hans tidligere bøger delvis men specielt i denne - formidable evne til at sætte verdensstof i perspektiv og relief. Og lade det stå som en pejling mod det, som vi vel alle stræber efter. Optimale udnyttelse af egne ressourcer. Max kommer i sine noveller godt og grundigt rundt omkring, hvad man selv kan gøre for at få det opfyldt. Man man får ikke det hele serveret. Heldigvis da. Vi bliver nødt til selv at smide noget overbord for at få nye døre åbnet.