Drømmepiger og dragehoveder Udskriv
 
 
 

Per Lau Jensen
Drømmepiger og dragehover
242 sider
Hovedland
 
Et lækkert stykke litteratur. Som læser kommer man ombord i sig selv og alle de opture, forventninger, slidsomhed, ydmygelser, nederlag og sejre man gennem livet har haft med venskaber, relationer, kærester, parforhold, arbejdet osv osv. Det levede liv.

Forfatteren tager os med på togt i tressernes Nordsjælland, hvor den ungdommelige udvikling med al dens musik, pubertet, kysseri og overslag over fremtiden venter. Per Lau Jensen bruger den berømmede, italienske by, Portofino, som hovedkulisse til med samme venners øjne som dengang at delagtiggøre os i, hvordan man havde det i en tid, hvor verden og livet næsten lige var begyndt, og hvordan man har det nu ved at kigge tilbage på det, der skete, og kun i fantasien kan omstykkes. Til glæde sikkert for nogle af os og ærgrelse for andre. Der måske ikke lige fik pigen den aften, vi gerne ville, og som måtte nøjes.
Forfatteren har en formidabel evne til at beskrive vore egne følelser og sindsstemninger, uden at nævne os. Men ved blot at beskrive hovedpersonerne og de indre kampe på det indre og ydre plan får vi en ordentlig rusketur, der er tæt på at få aggressioner og sorg op i os. Og når det lykkedes, ja så er en forfatter altså lykkedes med sit værk.
Hør bare her:
Er du tosset, min far ville flippe helt vildt. Sådan TALTE man dengang.
Det var skoleinspektørens sekretær. Sådan HED det dengang. (Idag hedder det en skoleleder).
Susanne var en af de smukkeste piger i byen. Sådan VAR det dengang. Idag er de lækre, for nice osv. osv.
Dvs. at sproget i bogen er af tidens. Vi ER der, vi læser ikke bare OM det. Per rammer præcist ned i årgangene, og tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne sniger sig så umærkeligt og subtilt ind på os, så gåsehudene er på vagt.
Personerne og måden, de tænker på og taler på, kunne godt være mere nuanceret. Skrivemåden og skildringerne af tidsånd overstiger dog langt dette og følelserne af afmagt og ærgrelse der er så almen i alle mulige sammenhænge, kommer klart til udtryk, når f.eks. en af gutterne får afslag på afslag på manuskriptet som forfatter, går på kontanthjælp og venter på de penge, der først kommer til udbetaling efter et år. 
Per bruger i stor stil sin egen erfaring som forfatter og lægger ind i handlingen. Det ville man så i gamle dage havde kaldt en nøgleroman. Hvad siger man idag? En selfie-bog. Vi ved det ikke.
Én ting ved vi dog. Holder man af at reflektere over sig selv i mange, forskellige sammenhænge og holder man af at have en bog foran sig, som man i et vist omfang kan projicere sig selv og ens almengyldige reaktioner ud på, så kan kan man have meget stor fornøjelse af at læse bogen her.
Der er masser af tidsånd og spotpunkter i bogen lige fra en boret Puch til Led Zeppelin. Og et drama omkring en mellem vennerne ubearbejdet hemmelighed forsøger forfatteren da også at lokke ned. Det vigtige ved bogen er dog genkendeligheden i os selv som mennesker. Og den flotte aftegning af de indre dramaer, vi alle næsten dagligt må gennemgå.