Man får lidt gåsehud og kan finde på at stå ret, hvergang sangen Mandalay blver spillet i radioen. 
Vi bliver henført til det eksotiske, til fjerne steder, til lyserøde blomster, duftende teblade og også barske sømænd på havet.
Nogenlunde på samme måde får man det, mens man læser Rodanna Leys Roman om Eva Gatsby, alene dette navn, der ofte har tænkt over morfar Lawrences fortid, og hvad der skete med ham i Burma under 2. verdenskrig.
En tilfældigt, eller ikke tilfældig, alt efter temperament, jobrejse som restauratør af antikviteter kræver en tur til Mandalay. Så er det, at morfaderen beder hende levere noget tilbage til dens retsmæssige ejer i Burma.
Så tager romanen fart, og det viser sig, at nu skal Eva ud på en kompliceret og ikke ufarlig vej, hvor hun bliver fanget mellem loyalitet og ærlighed. 
Men opklares det skal faderens fortid, og det bliver den ved hjælp af den rødøjede chinthe, som hun skal levere tilbage. Selveste symbolet på Mandalays rigdomme.
udover selve handlingen får vi historiske tilbageblik f.eks. til Øvre Burma i 1937 og 1943, og hvordan man plejede de sårede på hospitalet, og hvilke grusomheder, krigen udsatte folk for. Nutidig spænding blander sig med forgangen historie i fjerne egne på en måde, der vækker rejselysten i sindet og kroppen. Så man får lyst til at udforske lidt flere af østens klenodier men også det at der altid et sted sikkert findes nogle hemmeligheder begravet i egne familie og snævre cirkler, der kan sætte vores egen tilværelse i et ofte uskønt, skønt eller anderledes perspektiv og give os ny plads i historien.
Og vi får det hele serveret på en så delikat og beskrivende måde, at vi kan dufte blomster og krydderier og ofte går i en lille form for eksotisk tance.