Pusle Helmuth har været ude for lidt af hvert gennem livet. Bogen her kan lære alle, der har været det, at gør man en indsats, slider man i det, rækker man ud og bevæger sig, så kan livet ændres til det bedre.
Hun tegner ikke et rosenrødt billede af, at bare man gør sådan og sådan, skal det nok gå altsammen. Derimod indfører hun os i og fortæller om de skridt med terapi og alternativ behandling og andet, der har været nødvendig for at bringe hende ud af fortidens fastlåsthed. Med charme og humor fortæller hun ægte, at uden indsats, ingen belønning. Ingen roser uden torne, nej, men man KAN undgå at stikke sig på dem, hvis man tager de rigtige handsker på.
Det er meget livsbekræftende at læse, at hun stadig kan få sommerfugle i maven, når hun ser sin mand gennem årtier, at de et par gange om året indlogerer sig på et hotel, at det er nødvendigt at tale sammen, og hvordan man overlever prøvelserne, når den anden er udsat for fristelser i den anden ende af verden, eller når man er så forskellige som, at den ene i børneopdragelsen sidder med følelserne og den anden med logikken.
Pusle fortæller sympatisk og åbent om angsten, der har fulgt hende en stor del af livet, og som hun sikkert aldrig slipper af med. Angsten for at miste og angsten for konkret ikke at nå at blive oldemor. Sagt med et glimt i øjet men alligevel.
Bogen skinner af optimisme og er på mange måder en eye-opener. For intet er for sent. Og selv om man er voksen og sent ude og ser sig selv ældes, så  kan man altid opsøge nye veje og bruge kreativiteten og komme i kontakt med helt anderledes mennesker og ikke mindst helt andre sider af sig selv, man ikke kendte til. Som eksempelvis i Pusles tilfælde gennem indtaling af lydbøger og deltagelse i reality-serier. Så mærker man livet på en anden måde end det, der svandt. Og så føles det ikke så hårdt, hvis man i virkeligheden ikke brød sig så meget om det.