Det er ret så tydeligt, at bogen er skrevet af en filsof, der har læst et hav af bøger, og som er optaget af, hvordan ting i store træk ser ud og bør se ud. 
Eksempelvis fortæller han, hvor super en barndom, han har haft, hvor han levede lykkeligt tilbagetrukket fra verden med sin familie, for hvem skolegang og uddannelse betød alt. og hvor forældrene altid har givet lille Emmanuel fuld opmærksomhed og ladet ham træffe sine egne valg og opbygge sin egen frihed.
Hvordan gør man så det. Hvordan overlader man til sin dreng at træffe sine egne valg, og hvordan lader man ham opbygge sin egen frihed. Ordene klinger lidt hult, for det er naturligvis sådan, verden ønsker, at en kommende præsident er opdraget med succes og udstråling. Men HVORDAN gjorde de konkret. Det vil vi da gerne vide noget mere om.
Macron kommer ind på, at blandt vore fjender er der særligt én, vi skal passe på. Det er vor egen ligegyldighed.
Vi accepterer for meget, udvikler os for lidt, står i stampe, accepterer regionale strukturer og et skolesystem, der er forældet.
Det skal vi have gjort noget ved.
Nuvel, det er der sikkert mange, der kan være ganske enige i.
Systemet er sat i værk for at cementere den herskende klasse. Derfor er det så svært at rokke ved den.
Det offentlige forbrug voksede med 170 millioner euro under den forrige præsidentperiode, tordner han mod hans forgænger i embedet.
Og så drager han sammenligner til Konstantinopels fald til tyrkerne i 1453 og Venedigs blomstringsperiode i årrene forinden. God historieskrivning må man sige, og hvem vil ikke være enig i, at det ville være fantastisk med en periode, hvor alt udviklede sig, ikke bare teknologisk hvad den rent faktisk gør men også åndeligt og mentalt.
Og hvem kan ikke være enig i, at Frankrig skal beholde sin suveræne særstatus. Inden for EUs rammer og i strategisk dialog med Tyskland.
Vi skal forsvare de aktives levestandard, og der skal kæmpes for købekraften, og sådan kan man blive ved og ved og ved.
Bogen er ét langt manuskript til vælgerne om, hvilket Frankrig, Macron ønsker at regere.
Konkrete metoder til at føre alle de gode idéer ud i livet på, er der ikke mange af.
Og, kunne man fristes til at sige, såfremt hans politik fra Elyssé-palæet er dannet på baggrund af de store linjer, malet med den meget brede pensel som i denne bog, så skal vi nok ikke i årene fremover forvente os de helt store ændringer i fransk politik.