En virkelig skæg bog. 
Der ikke bare fortæller os om tiden som barnestjerne i en større håndfuld film i tresserne. Og hvad det gjorde ved Jan. Men giver os et blik bag kulisserne, når skuespillere som Dirch Passer, Karl Stegger, Claus Hagen og Ove Sprogøe bliver til mennesker - og hudflettes lidt. Og på den måde bliver vi frapillet illusionen om de store skuespilleres karakterer også uden for lærredet. Der på flere måder lå temmelig langt fra de store roller, de kunne præstere som både sjove mænd og førsteelskere.
Efter mange år i tavshed om sit barnestjerne-liv har Jan Priiskorn Schmidt fra Bryggen besluttet at fortælle, hvad der egentlig skete med ham selv under optagelserne, efter optagelserne, før optagelserne og specielt, når han blev ringet om med tilbud om en ny film.
En ting kan man sige: Hold da op hvor må han i bagklogskabens lys have hadet sin mor for, at hun tog ham ved hånden og på hans vegne sagde ja tak til diverse roller.
Som læser bliver man en smule forvirret omkring, hvorvidt Jan alligevel på et tidspunkt nød at være i rampelyset. Mestendels holder han dog fast i, at det gjorde han aldeles ikke, men at han følte sig presset til det; for pengenes skyld.
Det er vel egentlig også en god nok grund, kunne man så tilføje. . . . 
Som han siger i slutningen af bogen: Livet er, som det nu engang er.

Vi kommer godt og grundigt igennem alt fra Sommer i Tyrol, Min Søsters Børn og Sengekantfilmene. Pænt fortalt, glat og velpoleret med nogle anstrøg til sure opstød. Men her, hvor forfatteren er sjovest og stærkest, og her, hvor han virkelig med sin medforfatter viser sit skrivetalent, er i tiden efter optagelserne til alle disse film.
Tiden på Bryggen, hvor hans venner røg i fængsel, hvor han kom i lag med den stærke tobak, hvor han fik sig nogle ordentlige hiverter, og hvor han gjorde stort set, hvad der passede ham. 
Nuvel, der var fordele ved at være kendt; - som 16-årig blev han lukket ind på diskotek Mary Poppins med sin dame, selv om man normalt afviste folk i hans alder. Det var, ræsonnerer Jan, nok fordi han VAR et kendt ansigt, og han var stolt over at kunne komme ind sådan et sted med sin kæreste.
F.eks. her og et par andre steder knækker filmen om, at det skulle have været SÅ forfærdeligt at være barnestjerne. 

Nuvel, det er altså tiden som halvvoksen og moden, hvor Jan er bedst, når han beretter om sin tid på postterminalen i Tietgensgade, spillede en masse billard og drak en ordentlig flok bajere og røg cannabis, så det stod efter.
Og ellers var totalt ligeglad med autoriteter.
Sagde nogen forsinket oprør?

Her har vi for alvor en mand, der kan fortælle om sig selv, sine omgivelser og sit liv. En gave til alle os, der også har levet et liv, men hvor det nogle gange kniber lidt med ærligheden omkring bestemte og/ eller pinlige episoder.
Her må vi sige, at Jan Priiskorn ikke lægger fingre imellem. Han er i den grad fortaler for ærlighed og et sprogbrug, der er importeret fra Bryggen uden at være direkte vulgært. Her kan man lære noget om, at god historiefortælling involverer bagsiden af medaljen, og at vi bliver nødt til at sætte os selv på spil, hvis der skal komme en god og helstøbt historie ud af det hele.
Godt gået Jan.
Tak for alle filmene dengang.
Vi siger endnu engang tak, fordi du kradser i overfladen fra dengang og i særdeleshed lærer os, at ingenting er, som man tror, og at det er autensiteten og kernen, der skaber livet og de sande mesterværker.
Bogen her i sin genre er et sandt, lille, reflekterende og meget ægte mesterværk.