Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Valgt PDF Udskriv Email

Valgt

 

Ritt Bjerregaard
Valgt
557 sider
Politikens Forlag

Politikeres hukommelse har altid været stor, når det gjaldt deres erindringer. At den kan være SÅ stor, som den er i Ritt Bjerregaards 2. bind af hendes erindringers-trilogi, det er flot. Naturligvis må hun have en masse noter og referater at læne sig op af. Men som almindelig læser får vi udover endnu et blik på Ritts privatliv et flot rids over den politiske historie, som blev skrevet dengang i halvfjerdserne og firserne.
Hold da op.
Bogen fortæller en masse om, hvor svært det har været for Ritt, såmænd ikke at blive valgt, og egentlig heller ikke at blive hørt, man at nogen ville svare hende, hvis hun lod sig høre.
Hun var jo kvinde, og man var dengang ikke såååååå vant til, at de havde ret meget at byde ind med.
Hvorfor så ikke koncentrere sig om lidt mere væsentligt . . . . 
Hun kommer også ind på, hvor svært hun havde det med at være impulsiv, lodde stemninger blandt forsamlinger og duellere fra karsken bælg .
At hun stille og roligt kæmpede sig frem til at blive bedre til at begå sig i politiske forsamlinger, får vi klare og hudflettende indtryk af. 
Gennem bogen kunne man vælge at få det indtryk,  at Ritt mestendels var en politiker, som var fra rimeligt ok til god i politikkens daglige kampe og overlod det lange seje træk til andre. Man kan da også mene om Ritts politik, hvad man vil, og man kan så ærgre sig lidt over de forskellige episoder og sager, hun har måttet slås med, og som helt klart har trukket store veksler på hendes renommé og også manøvredygtighed; eksempelvis kaffeklubberne, lejligheden på Vesterbro, den frivillige barnløshedm hotelsagen i Paris (der vistnok viste sig at være en hysterisk Anker Jørgensen-storm i et rødt glas vand) og så nu de senere år hendes sygdom) og så ud fra de forrige erindringer, vores viden om hendes elskere.
Ellers er bogen ganske morsom visse steder som alle de kulturpaver, hun fik op på barrikaderne efter udgivelsen af kaffeklub-bogen, lige fra anmelderen Jens Kistrup til teaterdirektør Knud Poulsen, kunsterne Robert Jacobsen, Carl-Henning Pedersen og levemanden Virtus Schade. 
Sikken fest da han entrerede Ritts kontor for at lave et arbejdsportræt af hende.
Underholdende læsning det er Ritts bog. Og det er det også, når man går ombord i hendes version af, hvad der skete på den politiske scene i forgangne årtier.