Ilse Sand
Introvert eller særligt sensitiv
123 sider
Ammentorp

En rigtig god selvudviklingsbog. 

Om man er i overskud, om man er i underskud, så ser det ud til, at man kan bruge kolossalt meget i bogen.
Ilse Sand er god til at markedsføre sig selv, gøre brug af de sociale medier og på forskellig vis få sine bøger ud på den internationale scene.
På ægte amerikansk facon skriver hun på forsiden, at den her bog er af forfatteren til den internationale succes Elsk dig selv. Og inde på flapperne er hun leveringsdygtig i citater fra diverse anmeldere, OG en af hendes tidligere lærere. der roser hendes bøger.
Et sted kan man lidt drillende sige, at forfatteren fint lever op til titlen på Elsk dig selv.
Men fair nok. Budskabet skal ud. I lyset af, at samfundet i vid udstrækning er bygget op på, hvad der forventes af en, at man skal kunne, og hvordan omgivelserne tillægger en dårlig stil, hvis man tillader sig at være sig selv og trække sig lidt tilbage eller ikke har et fedtsmil klistret på hele dagen, ja så er den her bog en lækkerbidsken, der fortjener at komme til enhvers bekendtskab. 

Bogen er overskuelig og skrevet i et sprog, der er indbydende for alle. Også hvis man i en periode har det overordentlig skidt med sig selv.
Man kan undre sig over, at de selv-tests, Ilse præsenterer i byen, bygger på nogle ældgamle metoder, hvor man skal lægge point til og trække point fra for at nå frem til resultatet. Det vil i vores tid kunne få nogle til at stå af. Der er mange snedigere metoder til at få nuancerede billeder frem på, om man er stresset, sensitiv, følsom, kynisk, eller hvad man nu er.
Men lad nu det ligge.
Bogen ER fremragende. Først og fremmest legaliserer den,  at man måske ikke altid har lyst til at være som andre. Den fortæller i et direkte og meget behageligt sprog, at føler man sådan og sådan, så er det fordi man har det sådan. Det skal man ikke nødvendigvis (bort)forklare, det ER bare sådan.
Det, vi lægger vægt på ved bogen, er ikke så meget de lidt stigmatiserende etiketter på, om man er introvert eller ekstrovert. Vi læser mere bogen som et redskab til at leve sit liv, som man inderst inde ønsker det og har brug for. Og til at komme videre i det forløb, man har godt af, fordi det er det, man er født til.
Om sig selv skriver Ilse bl.a:
Jeg forstod, at jeg hverken var doven eller forkert. Jeg var introvert og havde mine talenter andre steder. Den nye viden gav mig selvtillid og var medvirkende årsag til, at jeg fik mod til at forlade min tjenestemandsstilling som sognepræst og træde ud på nye og usikre græsgange som psykoterapeut.
Med til historien hører, at der i sognet på Djursland blev forventet dette og hint af Ilse, noget som hendes forgænger altid havde gjort, og som tappede hende for energi. Siden kom hun i kontakt med begrebet særlig sensitivitet og fandt fred i, at det var andres valg og problem, at de havde betragtet hende som enten doven, pylret, egoistisk, selvoptaget eller i det hele taget havde opført sig forkert.
Ud fra det rum kommer hun med en lang række dejlige eksempler i bogen på, hvordan man kan vende negative prædikater på sig selv til positive.
F.eks.:

Jeg er ikke pylret. Jeg har bare en lav smertetærskel. 

Jeg er selvransagende. Jeg er ikke selvoptaget.

Jeg er ekstra følsom. Jeg er ikke overfølsom, som jeg altid har fået at vide.
 
Jeg er anderledes. Ikke forkert.

Jeg er social. Men ikke altid selskabelig.

Jeg har begrænsede energiressourcer. Jeg er ikke snobbet eller arrogant. 

Osv. osv. 

Ilse Sand mestrer at finde nuancerne frem i sprogbruget til gavn for vores psyke og velbefindende. Godt hjulpet på vej iøvrigt af en af sine egne læremestre, Elain Aron, fortæller Ilse os med lette ord, hvordan vi skal lære at tage mere vare på os selv, normalisere os selv og finde vor egen individuelle stemme i livet og ikke lade os gå på af, hvad andre mener, eller hvordan de selv lever deres liv. 

Der er også fine eksempler på, hvad man kan gøre af dagligdags aktiviteter for at fremme den særlige sensitivitet i sig selv -, altså forholde sig til og glædes over at (tude) stå ved sig selv.

Bogen hænger rigtig godt sammen og når bredt omkring, og den er læst første gang på kort tid, hvor vi alle på forskellige steder afhængig af, hvem vi er, kan nikke genkendende til eksemplerne og sige ja ja ja. 

Ved anden gennemgang bliver der så mere tid til at reflektere over sig selv og påbegynde en egentlig selvransagelse og -udvikling. 

Et sted er vi dog lidt forbeholdne: 

Når mennesker træder i karakter og vælger at stå ved sig selv som introverte eller særligt sensitive, bliver de forbillede for andre, og der spreder sig ringe i vandet, så flere og flere med større selvtillid indtager deres plads i fællesskaberne - uden at gemme sig eller skamme sig.
Her man man invende, at det er en anden snak, om man bliver forbillede eller ikke forbillede, eller leverer til fællesskab eller samfund. Det vigtige i denne sammenhæng er vel, at man står ved sig selv. At blive forbillede kan hurtigt blive et pres. Spørgsmålet er, om den snak hører hjemme her i en bog, der handler om at pleje sit eget indre.

Men altså igen: En superbog der fortjener at blive godt udbredt.