Camilla Lindemann
60 med mere
285 sider
Turbine

Et sted i bogen filosoferer forfatteren over, hvordan man sætter sig nogle spor i livet. Og når frem til noget med, at er man i eftermælet et godt minde for sine børn og børnebørn, så er det hele vist nogenlunde ok.

Et ædelt, universelt, enkelt - og i vore tider alligevel noget beskedent ønske.
Vi må sige, at skriver Camilla Lindemann ikke én linje mere, forsømmer hun at give sine børnebørn et knus, når de trænger til det, kommer hun meget på kant med sine børn, hører offentligheden aldrig mere til hende, ja så har hun med denne bog sat sine ganske tydelige spor. Spor af de brede, kraftige, saftige og for vi læsere også ganske forpligtende spor.
Spor der rækker langt, langt ud over, hvad man kan forvente selv af en tidligere chefredaktør, nuværende journalist og forfatter, hvis idérigdom, vi i årevis har nydt godt af, såvel på læser-siden, som de har på chefgangene i de bladhuse, hvor hun har været ansat.
Jamen, jamen, hvad kan man dog mere sige. . . .



Det er en af de bøger, vi vil have stående i bogreolen og anbefale til enhver, der er nået til 2. halvleg i livet, og som måske er lidt nysgerrig på, dels, hvad der er i vente, men også at forstå sig selv og efter behov forsøge at legalisere sine handlinger og motiver ved at spejle sig selv i andre.

På mundret dansk:

Når Alice og Uffe kan gøre sådan, så er det vel ok, at jeg ind imellem også driller min elskede lidt. Eller endda råber lidt efter hende, når jeg bliver presset. Altså er hamrende uretfærdig men så såre menneskelig.

Camilla Lindemann har opsøgt en lang række mennesker, mest kendte fra den gode middelklasse og opefter, for at høre, hvordan de ser på den sag at fylde 60 eller mere, hvilke tanker man gør sig for fremtiden, hvordan man har det i nutiden, hvornår man skal stoppe med at arbejde, om man har skrevet testamente, hvordan man forholder sig til døden, hvad kosten bør bestå af i den alder, om man kan tillade sig at sige nej overfor sine børn, når de nu mangler en hånd, mens man selv har hænderne fulde - og et hav af andre særdeles vedkommende ting. 
Og forfatteren formår at få nogle gode og meget overraskende udtalelser, brugbare og konkrete handlingsplaner ud af en stor bunke kloge mennesker. Lad os nævne fra en kant:

I et afsnit med sexologen Sanne Neergaard: "Terapeuten Hanne Hostrup, som jeg har lært hos, siger: Hold øje med en mand, der er ved at blive skilt, og nap ham hurtigt. Han er ikke ledig weekenden over".

Fremtidsforskeren Mette Sillersen fortæller: Vi får A-hold og B-hold i en helt anden liga, end vi ser idag. De priviligerede bliver dem, der kan finde ud a at anvende ny teknologi og bruge de muligheder, der åbner sig. 

Børnepsykologen Margrethe Brun Hansen: Man kan undgå skyld, fordi man har holdt fast i de aftaler, man har.

Tidligere journalist og chefredaktør Alice Vestergaard: Vi har præsteret at stå i supermarkedet, og Uffe har taget vinen og vandet og øllerne. Så har vi lagt en bjælke, hvorefter jeg betalte smør og mel.

Tidligere minister Uffe Ellemann: Alice synes, jeg roder.

Sundhedsforsker Bente Klarlund: Har du nogen, du kan ringe til? Hvor tit ser du venner og familie. Det kan så gradueres. Hvis du er syg, hvad er så sandsynligheden for, at dine venner og familie vil hjælpe dig? 

Filosof og lektor Arno Victor Nielsen: Hvis jeg skulle tale om andet, der kan medføre melankoli i livets efterår, er det f.eks. synet af smukke kvinder. Dem bliver der tilsyneladende flere og flere af. Tidligere så jeg kun dem, jeg kunne håbe på, var inden for rækkevidde. Nu er der en sand vrimmel af skønne, uopnåelige kvinder.

Sognepræst Poul Joachim Stender: Man skal øve sig i at dø - ved at leve. 

Og en lang, lang perlerække af brugbare og tankevækkende udsagn fra mennesker, der har levet et liv, haft nogle erfaringer, og som stadig er mennesker af kød og blod, der mod livets og legemets solnedgang og forfald leverer deres holdning og meninger ganske bramfrit og uden filter -, sådan ser det i hvert fald ud.

Forfatteren vil sikkert ydmygt og beskedent mene, at hun blot skrev, hvad de sagde. Sandt nok. Men at få dem til at sige det, det er en kunst. Det er her, magien ligger. 
Det er det også, når vi læser de frugtbare og med hvert af afsnittene relevante eftertanker, forfatteren gør sig for hver person, hun har besøgt.

*  Hvordan er det nu lige, jeg kan bruge DET i mit liv? 
* Én til to genstande om dagen er sundt.
* Det er værd at huske, at vi, om nogen, er misundelsesværdige.
*Mærkeligt at tænke på, at mange af disse fremtidsvisioner ikke er noget, jeg kommer til at opleve.

Vi håber for forfatter og forlag, at bogen må blive solgt og solgt og solgt. Måske man skulle trykke nogle ekstra oplag og fabrikere en særlig pris til Ældre Sagens medlemmer eller andet. Alle, der vil bare en lille smule med livet, og som er nysgerrig på de erfaringer, andre har høstet og gør sig af tanker, vil kunne have meget stor glæde af den. Som biografikapitler, som roman over levede liv, som opslagsværk. 

Fortrinlig bog, livsbekræftende og aldeles inspirerende.